Danske iværksættere tog fra Frederiksberg til Manhattan

Tre danske iværksættere fik en god idé. Så sagde de deres faste stillinger op, og nu jagter de investorer i USA.

Søren Nielsen har sammen med to partnere skabt den moderne sparegris Ernit. I begyndelsen af november rejste de tre partnere over 82.000 dollar på crowdsource-platformen Kickstarter, og med deltagelsen i Techstars er virksomheden allerede sikret en investering i omegnen af en million kroner for seks procent af virksomheden. Foto: Bowie Mok Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når tre danske familiefædre siger deres vellønnede fuldtidsstillinger i det private erhvervsliv op, kræver det en veludviklet overtalelsesevne, når ideen skal præsenteres for familien.

Men først og fremmest kræver det en idé, man er så sikker på, at man tør risikere at tabe alt for at vinde alt.

Og det var lige præcis den idé, Søren Nielsen, Mads Tagel og Thomas Bjerring fik nytårsaften for tre et halvt år siden.

Ideen er en moderne sparegris ved navn Ernit.

»Det er halvt en app og halvt en sparegris. Tænk på en klassisk gammel sparegris kombineret med alle funktionerne i MobilePay,« siger Søren Nielsen, der er CEO i Ernit.

Ideen er at flytte sparegrisen frem til den digitale tidsalder og give børn en økonomisk forståelse.

60 samtaler ugentligt med mentorer

Søren Nielsen befinder sig i øjeblikket i New York sammen med sine to partnere. De er blevet optaget i Barclays prestigefyldte »techstars«-program. I løbet af 13 uger taler de med et hav af eksperter og mentorer, der kan hjælpe dem fremad med den unge virksomhed.

Projektet kulminerer med en præsentation af Ernit foran potentielle investorer.

»Vi har haft omkring 60 samtaler med mentorer på en uge. Vi har talt med folk fra Harvard til TransferWise, Amazon og Microsoft. Det er en perlerække af folk,« siger Søren Nielsen fra mobiltelefonen, inden forbindelsen ryger, da han går ned i New Yorks metro.

Investering uden vetoret

De tre iværksættere har fuld fart på. Siden de sagde deres stillinger op som henholdsvis chefredaktør, designstrategiansvarlig og creative technologist sidste sommer, har virksomheden for alvor taget fart.

I begyndelsen af november rejste de tre partnere over 82.000 dollar på crowdsource-platformen Kickstarter, og med deltagelsen i Techstars er virksomheden allerede sikret en investering i omegnen af en million kroner for seks procent af virksomheden.

Og investeringen er kommet uden krav om bestyrelsespost eller vetoret. Noget der ville være nærmest utænkeligt i Danmark, forklarer Søren Nielsen.

»I Danmark er selv meget små investeringer fra venturefonde og business angels forbundet med en masse vilkår. Investorerne tager mindre risiko og vil have mere kontrol,« siger Søren Nielsen.

»Hvis en dansk investor tilbyder en million kroner for ti procent af virksomheden, kan man godt sætte et dollartegn bagved for samme andel i USA,« forklarer han.