Danske fødevarer storsælger i Kina

Minkskind, frø og mejeriprodukter fra Danmark går som varmt brød i Kina, viser ny optælling.

Danske mejeriprodukter er et hit i Kina. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Landbrugsvarer strømmer fra Danmark til Kina for tiden, og 2010 tegner dermed til at blive lidt af et højdespring for den danske eksport.

I en ny prognose fra Landbrug & Fødevarer ventes den samlede eksportværdi at lande på ca. 5,5 mia. kr. i 2010.

Det er en stigning på 800 mio. kr. i forhold til året før, hvor værdien var 4,7 mia. kr.

Optimismen tager især sit afsæt i et særdeles positivt første kvartal. 

Læs også: Griseører sikrer rekordeksport til Kina

Ifølge Danmarks Statistik solgte Danmark i de første tre måneder af 2010 for 2,3 mia. kr. landbrugsvarer til Kina mod 1,63 mia. kr. i den tilsvarende periode i 2009.

"Det glæder mig at se, at vi indtil videre er kommet rigtig godt ud af 2010. For øjeblikket har vi gunstige valutakurser, og jeg ved desuden, at fx Kopenhagen Fur har haft nogle rigtig gode pelsauktioner med store omsætninger, hvoraf hovedparten går til Kina," siger Asger Krogsgaard, der er formand for virksomhedsbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer.

Eksporten af skind og biprodukter fra svin, eksempelvis ører og tæer, vejer tungt i statistikken, men også andre varer som mejeriprodukter og frø til udsæd går markant frem i årets første kvartal. 

De seneste tre dage har 12 danske virksomheder været i offensiven over for nye potentielle kunder på et fremstød i Shanghai, organiseret af Landbrug & Fødevarer.

Læs også: Danske grise øger fødevaresikkerhed i Kina

Den danske fødevareminister Henrik Høeg og HKH Prins Henrik har også deltaget i dele af det tre dage lange besøg, og samlet set har turen til Kina haft god effekt, mener Asger Krogsgaard, der selv er med i Shanghai.
 
"Kombinationen af, at man har virksomhederne, Landbrug & Fødevarer som organisation og deltagelse fra ministeren, har uden tvivl hjulpet til at åbne døren ekstra op. Det er et stærkt setup, og jeg er overbevist om, at de kinesiske virksomheder har fået et indtryk af, at vi fra dansk side vil noget i Kina, og at vi er klar til at sætte handling bag ordene," siger formanden for Landbrug & Fødevarers virksomheder. 

Fredag mødte de 12 virksomheder repræsentanter fra kinesiske detailkæder, distributører og importører ved et arrangement i Nordic Light House i Shanghai med efterfølgende middag om aftenen. 

Læs også: Landbrugets overskud skrumpede i 2009

Blandt de danske deltagere var store virksomheder som Arla Foods og Danish Crown, men også flere mindre økologiske virksomheder som Farre A/S, Urtekram, Skee Is, Woodshade Organics og Friland.

Flere fra den danske delegation afholdt desuden møder med kinesiske kunder i Shanghai.
 
Fremstødet har bestyrket Asger Krogsgaard i, at danske virksomheder også skal satse på Kina i fremtiden.
 
"Vores butiksbesøg og møder med detailhandlen viser, at kineserne for det første efterspørger produkter, som vi kan levere, og for det andet, at det er et højprismarked. Vi leverer allerede i dag nogle produkter, og den markedspossition skal vi udnytte til at komme videre fra," siger Asger Krogsgaard.