Danske B&W skal bygge kraftværk på Bahamas

Den danske ingeniørvirksomhed Burmeister & Wain Scandinavian Contractor (BWSC) skal bygge kraftværk på Bahamas. Kontrakten er over 310 millioner kroner værd, oplyser virksomheden.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kontrakten har fået de store smil frem hos ledelsen i virksomheden:

- Vi tror, at denne nye vigtige kontrakt er et resultat af flere ting: kundernes behov, anerkendelsen af BWSCs evne til at levere kvalitet - og så vores store tilstedeværelse i Caribien siden 1980'erne, siger Anders Heine Jensen, direktør hos BWSC.

Virksomheden havde i 2010 et svært år i kølvandet på finanskrisen - men nu ser fremtiden lysere ud for BWSC.

- Vi ser nu nye ordre komme ind - både på helt nye kraftværker og på serviceopgaver. I de seneste fire måneder har vi landet to store kontrakter af en værdi på mere end 800 millioner kroner - og der er flere på vej, siger Anders Heine Jensen.

Det 52 megawatt store kraftværket skal bygges i Freeport på Bahamas ved siden af et andet, som danskerne leverede til Grand Bahamas Power Company tilbage i 2005. Det nye kraftværk skal stå klart i løbet af næste sommer.

Den danske virksomhed har over 500 ansatte globalt. Og de to nye kontrakter vil få medarbejderstaben til at vokse med 450 flere ansatte, oplyser selskabet.

Ud over at lave kraftværker baseret på dieselmotorer, arbejder man på også at få kontrakter i ordrebogen på kraftværker baseret på biomasse.

/ritzau/