Danske Banks private banking-chef stopper

. Ændringerne i Danske Banks topledelse fortsætter. Nu stopper bankens globale chef for Private Wealth Management, Marlene Nørgaard. Det gør hun efter syv år i banken.

Det skriver Finanswatch.

Forklaringen er, at den nye chef for Wealth Management, Jacob Aarup Andersen, ønsker at sætte sit eget hold.

Det har Marlene Nørgaard, der ellers blev tilbudt en anden stilling i Danske Bank, respekt for. Hun vurderer, at den nye stilling, hun blev tilbudt, er længere væk fra kunderne, end hendes nuværende stilling er. Det ligger til grund for, at hun ikke tager mod tilbuddet.

Afløseren er Stojko Gjrovski. Han er nuværende chef for Personal Banking i Sverige.

Han siger til Finanswatch, at han ved hjælp af sin erfaring fra Sverige vil bringe Private Wealth Management endnu tættere på kunderne. Han har tidligere ledet private banking-området i Swedbank.

/ritzau/FINANS