Danske Banks konge fik alligevel sin kronprins

Danske Banks konflikter med kunderne, politikerne, de andre banker og diverse græsrodsorganisationer blev forøget med Eivind Kolding bag roret – og så forstod han sig ikke engang på bankdrift.

I modsætning til sin rival Tonny Thierry Andersen er Thomas Borgen pga. sin norske karriere uberørt af de fejlagtige beslutninger, som blev truffet op til finanskrisen, og som der kommer fornyet fokus på senere i denne uge, hvor det regeringsnedsatte Rangvid-udvalg offentliggør sin rapport om årsagerne til finanskrisen. Foto: Nikolai Linares . Fold sammen
Læs mere

Det var et ansættelsesforløb af de rigtig grimme – et af dem, som ikke kan bære dansk erhvervslivs hædersfrase rettidig omhu. For offentligheden begyndte historien i det mødelokale, der lå ved siden af Eivind Koldings kontor, som også var den gamle topchef Peter Straarups gemakker.

Her med de mørke træmøbler og bornholmeruret tikkende bebudede Peter Straarup overraskende sin afgang fra banken i slutningen af september 2011. Dermed viste han sit egenrådige sind og tog teten fra sin bestyrelse med daværende formand Eivind Kolding i spidsen. For bankens bestyrelse havde nemlig besluttet at indlede jagten på Straarups afløser.

Som bekendt var Peter Straarup en streng herre, men også en ekstremt dygtig bankmand trods den uheldige timing med opkøb i Irland og Finland. Det passede ham ikke, at bestyrelsen ledte efter hans afløser uden for huset. For i banken var der oplagte kronprinser – Thomas Borgen og Tonny Thierry Andersen, hvad Peter Straarup gjorde opmærksom på:

»Min vurdering er, at banken har mange dygtige direktører, og at der absolut er kandidater i bankens nuværende ledelse til jobbet, men det er bestyrelsen, der skal afgøre det,« lød det fra Peter Straarup, som dermed satte Danske Banks bestyrelse i en kattepine. For nu var det umuligt med et ordentligt forløb, hvor direktørens afsked meldes ud samtidig med præsentationen af hans afløser.

Efter et også i pressen uskønt forløb skete der det usædvanlige, at Eivind Kolding trådte ned fra formandsposten i Danske Bank for at blive topchef i februar 2012. Bestyrelsen havde altså ikke kunnet finde en ekstern kandidat, som passede dem. Derfor er det da også paradoksalt, at det blev en af Peter Straarups yndlinge, nordmanden Thomas Borgen, som nu bliver adm. direktør for Danske Bank. I modsætning til sin rival Tonny Thierry Andersen er Thomas Borgen pga. sin norske karriere uberørt af de fejlagtige beslutninger, som blev truffet op til finanskrisen, og som der kommer fornyet fokus på senere i denne uge, hvor det regeringsnedsatte Rangvid-udvalg offentliggør sin rapport om årsagerne til finanskrisen. Som afdækket i Berlingske Business indeholder rapporten et kritisk afsnit om Danske Bank.

Men banken har fået overvældende kritik med Eivind Kolding ved roret, af gebyret for at have en bankkonto, de mange filiallukninger, kritikken af New Standards, konflikten med Finanstilsynet og med de øvrige banker i Finansrådet for bare at nævne nogle stykker. Også internt har der været opgør, som Thomas Borgen og Tonny Thierry Andersen er kommet sejrrigt ud af over for Kolding.

Det har været en strategiudviklingsfase, hvor teknokraten og strategen Eivind Kolding har leveret, men nu er det tid til at finde en type, som har andre kompetencer, lyder det fra Danske Banks formand Ole Andersen.

»I den fase har Eivind Kolding bidraget med at initiere forandringerne i Danske Bank. Nu er vi i en fase, hvor det i høj grad handler om kundefokus og strategiimplementering, eksekvering og lønsomhed. Det kræver en meget detaljeret opfølgning på, at vi når de mål vi har sat os. Vi har vurderet i bestyrelsen, at på trods af Eivind Koldings mange kompetencer – ikke mindst menneskelige – at han ikke er den rette til at stå i spidsen for Danske Bank i den fase.«

Ole Andersen erkender, at Danske Banks strategiskifte har haft modvind:

»Da Eivind Kolding tiltrådte i februar 2012 har vi været gennem mange forandringer. Vi har udviklet en ny strategi, som en gang imellem har fået en lidt hård medfart i medierne. Vi har gennemført en stor reorganisering af banken, hvor vi er gået fra landefokus til at dele banken op i forretningsenheder på tværs af landegrænser. Vi har brugt meget tid på at få vores kapitalforhold på plads.«

Ifølge Danske Bank formanden er det ikke en enkelthændelse, der gør, at banken nu vælger at gå tilbage til en traditionel bankmand som topchef:

»Vi mener, at vi har behov for en topleder med dybe bankkompetencer, som i virkeligheden kan guide og drive udviklingen i hver af vores forretningsenheder og sikre, at vi når vores mål. Vi tror, at det er meget lettere, hvis man har virkelig dyb forståelse af banken. Det er baggrunden for, at vi har udpeget Thomas Borgen.«Fortryder du, at I ansatte Eivind Kolding?

»Nej, han var den rigtige i den periode, der fulgte efter,« siger Ole Andersen.