Danske banker vil halte bag norske og svenske

De nordiske storbanker har leveret varen i deres regnskaber for tredje kvartal. Senest DnB Nor, der har offentliggjort en bundlinje, der er en milliard større end forventet.

Der er meget at leve op til, når Danske Bank leverer sine regnskabstal for tredje kvartal i næste uge. De svenske storbanker har alle leveret stærke resultater og norske DnB Nor overgik torsdag morgen forventningerne til bundlinjen med en milliard norske kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er et stærkt felt, de danske banker er oppe imod, når de for alvor begynder at fremlægge tredjekvartalsregnskaber i næste uge.

Senest fremlagde norske DnB Nor torsdag morgen en bundlinje, som er en milliard norske kroner større end ventet af analytikerne forud for regnskabet.

»De skandinaviske banker har leveret varen. Især tallene fra DnB Nor overrasker på alle poster. Indtægterne er højere end ventet, omkostningerne er lavere end ventet, og nedskrivningerne er markant lavere end ventet. På bundlinjen kommer de ud med en milliard mere end ventet. Det er meget meget stærkt,« siger Bjørn Schwarz, aktieanalysechef i Sydbank.

Han fremhæver Swedbank som det stærkeste af de svenske regnskaber, som er blevet offentliggjort i denne uge.Den svenske storbanks bundlinje var 373 millioner svenske kroner bedre end ventet, mens banken kunne tilbageføre nedskrivninger for 36 millioner svenske kroner som en indtægt - nedskrivninger som oprindeligt blev lavet på bankens forretninger i Baltikum.

Netop nedskrivningerne tynger fortsat de danske banker, som for alvor begynder at fremlægge regnskaber i næste uge.

Svenske Nordea leverede et pænt tredje kvartal onsdag, men fortsat med de danske aktiviteter som et af koncernens svageste punkter.

Her udgør nedskrivningerne 46 procent af koncernens samlede tab på udlån, og ventes først for alvor at skrumpe, når opsvinget bider sig fast i dansk økonomi, lød meldingen fra bankens danske landechef, Anders Jensen.

Den tendens vil gå igen i hovedparten af de danske regnskaber, vurderer Bjørn Schwarz. Dansk økonomi er stadig svag, forbrugerne holder igen, og nedskrivningerne ligger fortsat på et forhøjet niveau. Bankerne forsøger at øge forretningsomfanget ved at gafle gode kunder fra hinanden og ved at skære i omkostningerne, men det er ikke noget, der giver rekordregnskaber, som dem, de svenske banker og DnB Nor har kunnet levere.

»I Danmark er forbrugerne fortsat tilbageholdende, og der er decideret konkurrence om de bedste kunder. Vi forventer en flad omkostningsudvikling i de danske banker, og langsom forbedring af kreditkvaliteten. Men først for alvor lavere nedskrivninger næste år, når der kommer mere gang i økonomien,« siger Bjørn Schwarz.

Den store undtagelse blandt de danske banker er Ringkjøbing Landbobank, som var regnskabsaktuel onsdag. Banken har en nedskrivningsprocent på 0,8 procent af de samlede udlån og en egenkapitalforrentning på 17 procent - tal som andre danske banker kun kan drømme om.

Netop egenkapitalforrentningen volder de danske banker problemer. Danske Bank har en målsætning om at nå 12 procent inden 2015, men lå i første halvår på bare 5,2 procent. Banken fremlægger først sine tredjekvartalstal i næste uge.

Ambitionen er at komme på højde med de nordiske konkurrenter, men der er lang vej op.

Efter årets første ni måneder ligger Svenska Handelsbanken i front med en egenkapitalforrentning på 14,2 procent, fulgt af SEB, som også er regnskabsaktuel torsdag og leverer en egenkapitalforrentning på 12,8 procent.

Nordea har en målsætning om at forrente egenkapitalen med 15 procent i 2015, men rykkede onsdag et skridt længere væk fra målet, da niveauets faldt til 10,8 i tredje kvartal fra 11, 5 i den foregående periode.