Danske bankansatte blev hårdest ramt af krisen

De danske banker var dem i Norden, som måtte sige farvel til flest ansatte som en konsekvens af finanskrisen.

Foto: Thomas Lekfeldt.
Læs mere
Fold sammen

Det viser Nordisk Bankstatistik, som arbejdsgiverforeningerne stå bag, skriver Finansforbundets nyhedsbrev, der hedder Finans.

De danske pengeinstitutter havde ved udgangen af sidste år 8119 færre ansatte end ved udgangen af 2008. Det svarer til et fald på 18 pct. i perioden.

Til sammenligning betød finanskrisen i Norge, at 824 bankansatte måtte forlade jobbet i samme periode. Det svarer til et fald på 3,6 pct.

I alt er der tilsammen forsvundet 14.296 bankjob fra udgangen af 2008 og til udgangen af 2014 i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Mere end halvdelen af disse job er bortfaldet i Danmark.