Danske Bank: Vi kender ikke omfanget af hvidvask

Landets største bank, Danske Bank, kan ikke fastslå omfanget af hvidvask i bankens estiske filial. Derfor donerer storbanken bruttofortjenesten for perioden.

Foto: Ints Kalnins/Reuters Fold sammen
Læs mere
Foto: Ints Kalnins

Landets største bank, Danske Bank, har besluttet at donere 1,5 mia. kr. til en uafhængig fond. Det sker i kølvandet på hvidvask-skandalen.

»Da banken ikke er i stand til fastlægge det præcise omfang af mistænkelige transaktioner foretaget af non-resident kunder i Estland i den pågældende periode, har bestyrelsen besluttet at donere bruttoindtægterne på kunderne fra 2007-2015, svarende til et estimeret beløb på 1,5 mia. kr., til en uafhængig fond,« skriver Danske Bank i en fondsbørsmeddelelse.

Bestyrelsen og direktionen i Danske Bank har tidligere i år tilkendegivet, at banken ikke ønsker at drage økonomisk fordel af mistænkelige transaktioner, der har fundet sted i non-resident porteføljen i bankens estiske filial i perioden fra 2007 til 2015.

Nedjusterer forventninger

Den uafhængige fond vil blive oprettet med det formål at støtte tiltag til bekæmpelse af international økonomisk kriminalitet, herunder hvidvask, blandt andet i Danmark og Estland. Donationen på 1,5 mia. kr. vil blive udgiftsført i tredje kvartal 2018.

Danske Bank skruer samtidig ned for forventningerne til indtjeningen i år. Storbanken forventer nu et resultat for 2018 på 16-17 mia. kr. mod tidligere 18-20 mia. kr.

Forventningen afspejler – udover donationen af de 1,5 mia. kr. – en fortsat svag udvikling i handelsindtægterne. Derudover er forventningerne fortsat forbundet med usikkerhed og afhænger af de makroøkonomiske forhold, oplyser Danske Bank.

Topchef stopper

Danske Banks topchef Thomas F. Borgen har i dag meddelt bestyrelsen, at han ønsker at fratræde sin stilling i Danske Bank. Meddelelsen kommer i forlængelse af, at Danske Bank i dag fremlægger konklusioner på undersøgelserne af forholdene i Estland.

»Det er åbenlyst, at Danske Bank ikke har levet op til sit ansvar i sagen om mulig hvidvask i Estland. Det beklager jeg dybt,« siger Thomas F. Borgen.

Han anerkender, at som adm. direktør har det ledelsesmæssige ansvar for det, der foregår i banken, og det tager han på sig.

»Det har gennem et stykke tid været klart for mig, at det vil være det rigtige, men når jeg ikke har truffet beslutningen tidligere, er det fordi jeg har følt et ansvar for at lede banken igennem denne krævende periode frem mod fremlæggelsen af undersøgelserne,« udtaler Thomas F. Borgen.

Danske Bank holder pressemøde i Tivoli Congress Center kl. 10.00.