Danske Bank udvider åbningstiden

I et forsøg på at vende den dårlige stemning blandt kunderne lancerer Danske Bank en række nye tiltag såsom flere kasser og længere åbningstider. Initiativerne kan dog let give bagslag, vurderer eksperter.

Danske Banks privatkundechef Thomas Mitchell vil genopbygge den skrantende kundetilfredshed. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med længere åbningstider og flere betjente kasser som brohoved vil Danske Bank genopbygge den skrantende kundetilfredshed. Fra og med udgangen af oktober åbner Danske Bank derfor klokken ni, en time tidligere end normalt, i alle 55 kassefilialer. Det fortæller Thomas Mitchell, privatkundechef i Danske Bank, og sætter samtidig navne på de ni filialer, som får en kasse mere senest 1. november.

Derudover præsenterer banken en række tiltag, som skal hjælpe de ældre kunder, der er blevet sat af i den massive digitalisering af banken. Alt sammen handler det om at genskabe kundetilfredsheden efter en periode med et udskældt kundeprogram, fejlslagne kampagner og et image, som skraber bunden.

»Jeg er sikker på, at det her er et langt sejt træk, men der skal konkret handling til, og vi er nødt til at vise, at vi mener det,« siger Thomas Mitchell.

Det mener seniorkonsulent Lars Krull fra Aalborg Universitet dog kun, at banken kan gøre gennem en mere fleksibel administration af det udskældte kundeprogram. De nye tiltag kalder han »ren staffage«.

Mikkel Korntved, seniorkonsulent i analyse- og rådgivningsvirksomheden Loyalty Group International, roser Danske Bank for at vise ydmyghed, men frygter, at initiativerne ikke vil få den ønskede effekt på bankens omdømme.

»At de åbner flere kasser og holder længere åbent er rigtig positivt. Problemet er omfanget. To timers længere åbningstid om måneden er ikke særlig ambitiøst, og ni nye kasser gør ikke en særlig stor forskel. Den reelle effekt er begrænset set med kundeøjne,« siger Mikkel Korntved, som frygter, at tiltagene vil give bagslag. »Faren er, at man kommer til at skuffe kunderne,« siger han.

Hos Ældresagen, som har været blandt de hårdeste kritikere af Danske Banks filiallukninger, hilses den øgede tilgængelighed velkommen.

»Det er godt, at Danske Bank imødekommer kundeønskerne og den kritik, som er kommet fra vores medlemmer. Det er svært at vurdere, hvad behovet er, men det er et skridt i den rigtige retning,« siger underdirektør Michael Teit Nielsen, Ældre Sagen.

Interview med Danske Banks chef for personal banking: TV: Danske Bank sætter ind på kundetilfredsheden