Danske Bank-topchef: Trump kan ramme dansk økonomi

Danske Banks øverste direktør, Thomas F. Borgen, er bekymret over Trumps planer om protektionisme, der i værste fald kan få den globale økonomi til at bremse kraftigt op.

Foto: Asger Ladefoged. Danske Banks topchef, Thomas F. Borgen.
Læs mere
Fold sammen

Det vil få alvorlige konsekvenser for en åben økonomi som den danske, hvis USAs præsident, Donald Trump, lykkes med at trække den globale handel ned, som flere iagttagere frygter.

Sådan lyder vurderingen fra Danske Banks topchef, Thomas F. Borgen.

»Det er lidt tidligt at konkludere, hvad der rent faktisk er konsekvensen af hans (Trumps, red.) udspil. Men det er klart, at hvis der opstår enten handelskrig eller en aktivitet, som trækker den globale handel ned, vil det være negativt for åbne økonomier som den danske,« siger Thomas F. Borgen.

Danske Bank-topchefen henviser til, at USAs 45. præsident, Donald Trump, gang på gang under den amerikanske valgkamp har fastslået, at kinesiske firmaer kunne forvente nye, amerikanske toldskatter på deres eksportvarer. Ligesom han har anklaget landet for at manipulere med sin valuta.

»Vi kan ikke fortsætte med at lade Kina voldtage vores land, og det er det, de gør,« sagde Trump i maj sidste år, hvorefter han lovede at få erklæret Kina for en kursmanipulator og at få stoppet Kinas »ulovlige eksportsubsidier«.

Vækstudsigter kan blive spoleret

Ifølge Danske Banks topchef vil handelshindringer generelt være skidt for den europæiske økonomi.

Som situationen er nu, venter Thomas F. Borgen, at opblomstringen i særligt den spanske økonomi vil smitte af på de skandinaviske lande i 2017. I Finland forventer han i år en vækst på 1,3 pct., i Danmark en vækst på 1,5 pct. og i Sverige en vækst på helt op til 2 pct.

Men vækstudsigterne i Europa kan blive spoleret af politisk usikkerhed og svingninger på de finansielle markeder, fastslår Danske Bank-chefen.

»Det er klart noget, vi må følge med i. Vi må fortælle alle interessenter, at global handel er til fordel for alle, og at international handel skaber værdi. At gå i modsat retning er ikke godt,« siger Thomas F. Borgen.

Topchefer: Usikkerhed er stor under Trump

Han understreger, det endnu er for tidligt at konkludere på Donald Trumps politik, da usikkerheden for den globale økonomi i øjeblikket er ekstraordinært stor som følge af tvivlen om, hvilken politik Trump egentlig vil føre som præsident.

Så sent som i går advarede Danmarks største virksomhed om, at amerikanernes valg af Donald Trump som præsident har gjort det sværere for Novo Nordisk at spå om fremtiden.

»... Vi må også bare sige, at vi i 2017 er på vej ind i et mere udfordret miljø i USA med en ny præsident, som jo skriver dekreter hurtigere, end vi andre kan binde vores snørebånd. Usikkerheden ligger i, at det er ret uforudsigeligt, hvad han finder på at gøre,« sagde Novo Nordisk-topchef, Lars ­Fruergaard Jørgensen, til Berlingske Business.

Laes mere