Danske Bank-top holder fast i omdiskuteret lønhop: Men først fra næste år

Danske Bank vil fortsat give et større honorar til bankens bestyrelse, men det bliver først i 2021, fremgår det af indkaldelse til generalforsamling.

Danske Banks hovedkontor. REUTERS/Jacob Gronholt-Pedersen/File Photo *** Local Caption *** Jacob Gronholt-Pedersen - RC1771EA59A0 Fold sammen
Læs mere
Foto: Jacob Gronholt-Pedersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Landets største bank, Danske Bank indkalder nu til en ny generalforsamling efter, at nedlukningen af samfundet satte en stopper for den oprindelige samling, der skulle have fundet sted i marts.

Forud for generalforsamlingen har bestyrelseshonoraret i Danske Bank været omdrejningspunktet for en ophedet debat, fordi bankens bestyrelse ville hæve vederlaget betragteligt.

Alene bestyrelsesformand Karsten Dybvad stod til at få sit honorar løftet med næsten 50 pct.. Dybvad kunne således alene have 1,2 mio. kr. mere i løn oven i de 2.573.000 kr., han fik sidste år. Dermed ville hans samlede honorar kunne komme op på 3.795.000 kr i 2020.

Nu står det altså klart, at banken fastholder forhøjelsen af honoraret, med den væsentlige ændring, at det først sker i 2021.

»Det er nødvendigt for at kunne tiltrække og fastholde kvalificerede bestyrelsesmedlemmer, så bestyrelsen fortsat kan sikre sig de kompetencer, som banken har brug for nu og i de kommende år,« lyder det i meddelesen, der samtidig kommer ind på udskydelsen af honorarstigningen.

»Samtidig er bestyrelsen bevidst om den samfundsøkonomiske situation forårsaget af COVID-19-pandemien og finder – også i lyset af de øvrige beslutninger, som bestyrelsen har truffet – derfor ikke, at det er det rigtige tidspunkt at lade en ændring træde i kraft,« lyder det.

I det oprindelige forslag fremgik det, at basishonoraret i bestyrelsen vil stige fra 537.500 til 660.000 fra 2020. Honoraret skal i formandens tilfælde ganges med fire, dertil kommer honoraret fra andre poster i bestyrelsen.

Lønhoppet bliver med det tilrettede forslag først fra 2021, at ændringerne træder i kraft.

Det fremgår også af indkaldelsen, at det ikke har været muligt at tegne en såkaldt D&O-forsikring, en slags ansvarsforsikring for topledelsen, med en dækningssum, som efter bestyrelsens opfattelse er tilstrækkelig.  

Den nye generalforsamling finder sted 9. juni 2020 klokken 15.00 i Bella Center. Men af hensyn til sikkerheden »henstiller« banken til, at aktionærerne ikke møder op fysisk på generalforsamlingen, men brevstemmer eller giver fuldmagt og følger generalforsamlingen via livestreaming.