Danske Bank sælger fra i Baltikum

Danske Bank har solgt to mindre afdelinger for privatkunder i Litauen og Letland.

Afdelingerne, der tæller cirka 120.000 kunder i Litauen og 7000 af slagsen i Letland, er købt af Swedbank, der dermed overtager en udlånsportefølje på omkring 640 mio. euro eller 4,8 mia. kr.

Aftalen skal dog fortsat godkendes af de lokale konkurrencemyndigheder.

Privatkundeaktiviteterne i de baltiske lande blev allerede i årsrapporten for 2014 opført som uden for Danske Banks kerneområde. Salget får heller ikke væsentlig betydning for bankens forventninger for 2015 eller den fremtidige indtjening, skriver banken i en meddelelse.

Danske Bank beholder desuden sine "private banking"-kunder i Litauen og vil fremover satse på erhvervsforretningen i de baltiske lande for både nordiske og lokale selskaber.

- Salget er et led i gennemførelsen af vores strategi om at være en nordisk bank, der også kan understøtte vores erhvervskunder, når de gør forretninger uden for Norden, udtaler Lars Stensgaard Mørch, der er ansvarlig for Danske Banks erhvervsaktiviteter.