Danske Bank, RD og 6 ansatte sigtet for særlig grov kursfusk

Bagmandspolitiet har fredag sigtet Danske Bank, Realkredit Danmark og seks ansatte for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder, oplyser banken og politiet.

Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har fredag sigtet Danske Bank, Realkredit Danmark og seks ansatte for om kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder.

»Der er i sagens natur tale om en alvor sag, som vi vil behandle med høj prioritet, og vi har med tilfredshed noteret os, at Danske Bank A/S og Realkredit Danmark A/S har meddelt, at de fuldt ud samarbejder med myndighederne i forbindelse med opklaringen af sagen,« siger fungerende statsadvokat Henrik Helmer Steen, leder af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK)- i daglig tale kaldet Bagmandspolitiet.

Seks medarbejdere i de to institutter er sigtet for kursmanipulation i en mindre likvid realkreditobligation baseret på Cibor-renten.


Den mulige kursmanipulation er foretaget til skade for Realkredit Danmark A/S’ kunder ved aftaler mellem ansatte i de to institutter i februar og marts 2009.

»Danske Bank har ved en intern undersøgelse konstateret, at der er sket overtrædelser af koncernens interne regler i forbindelse med obligationshandler mellem Realkredit Danmark og Danske Bank på erhvervsrealkredit-markedet i 2009. Banken har orienteret Finanstilsynet, der har overdraget sagen til SØIK, og på den baggrund har SØIK rejst sigtelse mod Danske Bank, Realkredit Danmark og i alt seks medarbejdere,« skriver banken i en fondsbørsmeddelelse.

»Banken har konstateret, at i alt fire medarbejdere fra Danske Bank og Realkredit Danmark i 2009 har overtrådt interne regler og potentielt har foretaget kursmanipulation. Der er ikke noget i bankens interne undersøgelse, der tyder på, at andre end de fire medarbejdere har været involveret i handlerne. Men af hensyn til den videre efterforskning er de fire medarbejdere og deres to ledere blevet suspenderet. Vi tager sagen alvorligt og samarbejder fuldt ud med myndighederne«, siger administrerende direktør Thomas F. Borgen.