Danske Bank og Nordea tæt på stort frasalg

De to største banker i Danmark sætter Bluegarden til salg. Virksomheden, der formidler lønudbetaling til 20 procent af skandinaverne, kan komme til at koste en milliard kroner.

Bluegarden - tidligere Multidata -med hovedkontor i Ballerup er sat til salg. Op mod en mia. kr. kan virksomheden indbringe en række banker med Danske Bank og Nordea i spidsen. Arkivfoto: Thomas Wilhelm Fold sammen
Læs mere

Bluegarden – det tidligere Multidata– er i al hemmelighed ved at bliver solgt. Ejerne med Danske Bank og Nordea i spidsen håber at få op mod en mia. kr. for selskabet, der mest er kendt for at formidle lønudbetalinger i danske virksomheder.

Berlingske erfarer, at Danske Bank og Nordea har sat deres egne corporate finance-afdelinger til at finde nye ejere. Målet, er at virksomheden skal skifte hænder inden sommerferien.

»Der er valgt banker, og salgsprocessen er i gang,« siger en kilde.

Peter Lybecker, bestyrelsesformand for Bluegarden og direktør i Nordea, ønsker ikke at stille op til et længere interview om Bluegarden. Men han bekræfter over for Berlingske Business, at »bestyrelsen overvejer selskabets strategiske muligheder, herunder også den fremtidige ejerstruktur.«

Ifølge en kilde er medarbejderne for nyligt blevet informeret internt om dele af salgsprocessen.

Multidata blev dannet i 1969, og to år efter blev selskabet en del af Pengeinstitutternes Betalingsservice (PBS), der i dag er blevet til Nets. Multidata blev i 2003 skilt ud af PBS, og i 2007 købte selskabet det norske Bluegarden, som i 2012 blev det nye navn på det danske selskab.

Kapitalfonde kan trimme og sælge

Ifølge kilder som Berlingske har talt med, vil sælgerne forsøge at sælge Bluegarden som et lidt forsømt selskab, der har lidt under at være ejet af en gruppe af banker, for hvem det ikke er kerneforretning. Strategien er at få mulige købere til at se en mulighed for at gøre en god handel og hurtigt forbedre driften i selskabet.

»Bluegarden er en turn around-case. Der vil være en del kapitalfonde, som vil kigge på det,« siger en kilde.

Mulige købere vurderes at være selskaber som Visma og Aditro, der begge er konkurrenter. Det ligner også en oplagt mulighed for en kapitalfond for at købe et aktiv, trimme det og sælge det videre til en industriel køber efter tre-fire år.

Den store danske kapitalfond Axcel vil meget sandsynligt interessere sig for Bluegarden. Axcel ejer i forvejen Silkeborg Data, som Bluegarden kunne slås sammen med.

Bluegarden har i en årrække tabt penge, men har på det seneste fået vendt forretningen rundt og tjente i det endnu ikke offentliggjorte 2014-regnskab cirka 100 mio. kr. på driften (EBITDA) ifølge Berlingskes oplysninger.

Ifølge en central kilde, som Berlingske har talt med, venter ejerkredsen at kunne sælge Bluegarden for cirka 800 millioner kroner og bedste fald måske for helt op til en milliard kroner.

Bluegarden omsatte i 2013-regnskabet – det seneste offentliggjorte – for 808 mio. kr. Det var et mindre fald fra året før, og selskabet har haft meget begrænset vækst i salget i de senere år.

Samtidig har virksomheden haft svært ved at tjene penge, og Bluegarden havde senest overskud på bundlinjen tilbage i 2008.

Bluegarden udbetaler løn til 20 pct. af alle lønmodtagere i Sverige, Norge og Danmark og har godt 80.000 erhvervskunder i Danmark.

Danske Bank og Nordea ejer mere end fem pct. af aktierne i Bluegarden, mens de øvrige aktionærer stort set alle er danske banker og pengeinstitutter.