Danske Bank-kunder fredes: Skal ikke betale for at have penge i banken

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Skal man virkelig snart til at betale for at have sine penge stående i banken? Ikke hvis man er privat bankkunde i Danske Bank. Det slår bankens topchef, Thomas F. Borgen, fast.

Torsdag udtalte Jyske Bank-direktør Anders Dam ellers, at det var hans vurdering, at såfremt det lave rentemiljø fortsætter længe endnu, kan det blive nødvendigt for banksektoren, at private bankkunder betaler for at have deres penge stående. Det ville rent praktisk ske ved, at kunden får en negativ rente på sit indlån – ligesom mange erhvervskunder i øjeblikket har det.

Men det skal privatkunder i Danske Bank altså ikke frygte, siger bankens adm. direktør.

»Jeg kan kun tale for Danske Banks vegne, og vi har ingen planer om at indføre negative renter for almindelige kunder på almindelige konti,« siger Thomas F. Borgen.

Kan du helt udelukke det?

»Vi har overhovedet ingen planer om det,« slår Thomas F. Borgen fast.

Bankerne har ellers gode grunde til at gøre det. Og det kræver en smule forhistorie; Europa har i øjeblikket meget lav vækst, da folk i høj grad sparer penge op i stedet for at forbruge. For at få folk til at bruge penge, så der kommer gang i væksten, har de europæiske centralbanker gjort det mindre og mindre attraktivt at spare op ved at sænke renten.

Minusrente koster Danske Bank milliarder

Den pengepolitiske øvelse er nu drevet så vidt, at renterne er negative. Altså skal danske banker betale, når de sender kundernes penge videre til centralbankerne, herunder Nationalbanken i Danmark. Og så længe kunderne ikke betaler for at have penge i banken (kaldet indlån), er det en udgift for bankerne. Alene i 2015 kostede de negative centralbankrenter Danske Bank 2,1 milliarder kroner.

Ved at indføre negative renter ville bankerne altså dels slippe for at tabe penge på kundernes indlån, dels ville bankerne formentlig i højere grad medvirke til, at folk begyndte at bruge penge i stedet for at spare op.

Alligevel fastholder Thomas F. Borgen, at man som privatkunde i Danske Bank skal beskyttes mod negative renter. Og det skyldes ikke, at han frygter, at kunderne ikke ville kunne forstå baggrunden for en eventuel indføring af negative renter.

»Det er sikkert muligt at forklare det, men vi har en anden holdning til det i Danske Bank. Vi ønsker selv at betale regningen for at friholde vores almindelige kunder for at have negative renter på almindelige bankkonti,« siger Thomas F. Borgen.