Danske Bank jagter udlændinge

Storbanken har udpeget ejendomslån til et satsningsområde og jagter ikke mindst de udenlandske ejendomsinvestorer.

Foto: Thomas Lekfeldt

Landets største bank har gjort store lån i fast ejendom til et af sine satsningsområder, og i sommeren 2013 samlede Danske Bank alle ansatte på området i enheden Storkunder Ejendomme, der både bruger bankens og Realkredit Danmarks varemærke.

Afdelingen ledes af Bjarne Jørgensen, som har været 35 år i banken og de sidste syv år har arbejdet med ejendomme. Han vil ikke ud med præcise væksttal, men understreger, at der i hans tid »er sket meget«, og at væksten formentlig vil fortsætte.

Afdelingen betjener de 150 største ejendomskunder, typisk med mindst 750 millioner i balance, og fremgangen er især båret af udlændinge.

»Det begyndte med, at udenlandske investorer så, at danske realkreditobligationer blev attraktive, da finanskrisen brød ud. Dansk økonomi er sund, vi har AAA-rating, realkreditsektoren har kun lidt ret små tab, og vores realkreditmarked er med 2.500 milliarder kroner det næststørste i Europa (efter Tyskland, red.) og samtidig større end vores marked for statspapirer,« siger Bjarne Jørgensen.

Interessen forplantede sig fra 2010-2011 til ejendomme, især boliger i Storkøbenhavn, der oplever stor tilflytning. Han forventer, at interessen vil brede sig til flere byer samt til kontorer og andre typer mursten.

Samtidig har de udenlandske investorer opdaget, at det er billigere og mere fleksibelt at låne via dansk realkredit.

Mens vi har 30-årige lån herhjemme, er femårig finansiering det almindelige andre steder, pointerer Bjarne Jørgensen.

Den lave danske realkreditrente hænger sammen med likviditeten i det store marked, med gode kreditvurderinger til alle realkreditselskaber og dansk økonomi og med fundingmodellen, altså de underliggende obligationer med sikkerhed i ejendomme.

Nordisk satsning

Sideløbende med jagten på udenlandske investorer med kig på danske mursten har Bjarne Jørgensens folk også spejdet efter eksisterende Danske Bank-kunder med svenske og norske ejendomme. De kan nu få realkreditlån efter dansk model, men udstedt lokalt.

I Sverige har det på fem-seks år givet et tocifret milliardudlån, mens satsningen er mere jomfruelig i Norge.

Danske Bank er sparsom med oplysninger om væksten på forretningsområdet, men fortæller gerne, at branchemagasinet EuroMoney i år har givet Realkredit Danmark topplacering inden for dansk ejendomsfinansiering – foran de lokale real-rivaler og de svenske bankers lokale afdelinger. For to år siden måtte Realkredit Danmark og landets største bankkoncern nøjes med en femteplads.