Danske Bank jagter ny headhunter

Arkiv. Danske Bank pressemøde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Danske Bank kigger efter en ny headhunter, hvilket meget vel kan betyde et farvel til den nuværende, Folke-Friis Frederiksen fra Korn Ferry.

Ifølge Finans.dk er Danmarks største bank således ikke tilfreds med det felt af kandidater, Korn Ferry har arbejdet med.

Nykredits koncernchef, Michael Rasmussen, har stået højt på listen, men en ny headhunter kan være dårligt nyt for Rasmussen, som ifølge flere kilder ikke længere er en af favoritterne til jobbet.

»Vi er fortsat i gang med processen med at finde en ny topchef, og som Karsten Dybvad (Danske Banks nye bestyrelsesformand, red.) har sagt tidligere, er det en proces, vi kigger på med friske øjne. Derudover har vi ingen kommentar,« siger Kenni Leth, pressechef i Danske Bank, til Finans.

Ifølge finansmediet er der holdt møder med Spencer Stuart, der skal i gang med at finde minimum to nye bestyrelsesmedlemmer til banken. Derudover er der holdt møde med én anden headhunter.

Korn Ferry, Michael Rasmussen og Spencer Stuart har ikke ønsket at kommentere sagen over for Jyllands-Posten.

/ritzau/FINANS