Danske Bank igen upopulær i USA for israelsk boykot

Danske Bank er nu igen kommet på "den sorte liste" i en amerikansk delstat. I denne omgang er det staten New Jersey, der har lukket alle sine investeringer i Danske Bank på grund af dens boykot af to israelske virksomheder.

Sidste uge annoncerede guvernør Chris Christie nyheden, rapporterer avisen Jerusalem Post.

Det kommer oven i tidligere sager i 2016 og 2017, hvor amerikanske delstater - på baggrund af opfordringer fra interesseorganisationer i USA - har droppet at investere i eller gøre forretninger med Danske Bank. Det gælder blandt andet New York og Colorado.

Danske Banks boykot drejer sig om Aryt og Elbit, to israelske producenter af våben, herunder klyngebomber, og overvågningsudstyr. De er blevet placeret i den gruppe af investeringer, som banken vil undgå af etiske årsager. Begge selskaber er angiveligt kendt for at overtræde internationale konventioner.

Berlingske Business beskrev historien i oktober, hvor Danske Bank kaldte det en misforståelse, da de amerikanske staters politikker typisk er rettet mod selskaber, der boykotter Israel som helhed.

- En række amerikanske delstater har fået den opfattelse, at Danske Bank skulle støtte op om en boykot af den israelske stat, hvilket vi ikke gør, sagde Danske Banks pressechef, Kenni Leth, til Berlingske Business i den forbindelse.

Danske Banks investeringspolitik - på vegne af dens kunder- sker ud fra en række investeringsprincipper, der tager højde for miljø, menneskerettigheder og produktion inden for forskellige industrier. To gange om året opdaterer banken sin eksklusionsliste, der bygger på løbende rapporter og screenings fra analysefirmaet ISS Ethix.

Ifølge Danske Bank er sorteringen af mulige investeringer foretaget ud fra individuelle etiske forhold, der på ingen måde relaterer sig til det enkelte selskabs hjemland.

/ritzau/FINANS