Danske Bank i milliard-satsning på den digitale front

Danske Bank vil gøre op med den klassiske måde at drive bank på og i stedet være førende på digitale løsninger til kunderne. Banken sætter et milliardbeløb af over de næste tre år til at komme i mål.

Der arbejdes intenst med at udvikle og teste Danske Banks nye digitale løsninger. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En bank er ikke, hvad den har været. Filialer lukkes på stribe, kassebetjeningen nedlægges i endnu større omfang og checkhæfte og bankbog er for længst udskiftet med Dankort og netbank. Tiden er simpelthen en anden, som Danske Bank forsøger at illustrere i kampagnen New Standards, og det udnytter landets største bank nu i endnu højere grad.

Danske Bank er således klar til at bruge et milliardbeløb på at være førende inden for digitale løsninger til kunderne.

»Vi er overbeviste om, at bankmodellen for alvor ændrer sig i disse år. Vores bidrag vil være at udvikle den mobile side og rådgivningssiden til et niveau langt over, hvad kunderne tidligere har været vant til i bankerne. Koblingen af de to ting er helt central for os. Særligt på disse to områder har vi sat os som mål at være førende,« siger Lars Mørch, chef for Business Banking i Danske Bank.

First mover

I sidste måned lancerede Danske Bank MobilePay, hvor brugeren let kan overføre penge med mobilen. Her lykkedes det at komme før de øvrige banker, der ellers har satset stort på det fælles udviklingsprojekt SWIPP. MobilePay er en del af tilbuddene på privatsiden, hvortil der over de næste tre år er afsat 600-700 mio. kr.

Et tilsvarende beløb er sat af til erhvervssiden, hvor banken på søndag er klar med seneste skud på stammen; en netbanksløsning til Ipad kaldet Tablet Business.

Det sker som konsekvens af, at banken oplever stigende efterspørgsel fra erhvervskunderne på enkle, mobile løsninger. En efterspørgsel, der vokser særdeles stærkt.

»Det er et spørgsmål om at bringe det over på kundens præmisser i så vidt omfang som muligt. Det er her, den teknologiske satsning kommer ind. I nogle år har vi troet, at teknologien ville bane vejen for en drastisk ændring i kundernes brug af bankerne. Derfor fik vi udviklet apps relativt tidligt. Der er så sket det, at kundernes brug af mobile kanaler har taget endnu mere fart, end nogen havde kunnet forudse. Det tager vi nu i endnu højere grad konsekvensen af og siger, at med en systematisk plan henover tre år kan vi komme utrolig langt på den front.« siger Lars Mørch.

Han forklarer, at bankforretninger ikke længere blot er noget, der foregår i økonomifunktioner i virksomheder, men også er noget, som direktøren tager op af tasken, når han kommer hjem om aftenen eller når han er på forretningsrejse.

Derfor skal kunden stadig tilbydes personlig rådgivning i filialer, men der er også mulighed for, at så godt som alle bankforretninger kan klares over mobil og tablet, hvis man ønsker det som kunde.

Ifølge bankanalytiker Christian Hede fra Jyske Bank giver det god mening, at Danske Bank investerer i digitale løsninger. Det kan skære på omkostningerne, forklarer han.

»Hvis Danske Bank kan lave mobilløsninger, der er så gode, at deres kunder aldrig gider at gå i banken, så er der jo en besparelse der,« siger Christian Hede.

Kritik for soloridt

Danske Bank kritiseres fra flere øvrige banker i branchen for deres enegang, senest med produktet MobilePay, hvor de øvrige banker i samarbejde ellers arbejdede på en lignende løsning, hvor de gerne så, at Danske Bank var med. Historisk set har sektoren før arbejdet sammen om produkter såsom Dankortet, men Danske Bank ser i stigende grad digitale løsninger som et konkurrenceparameter.

»Vi kan ikke sætte os ned og vente på, at vi i samarbejde får lavet et program, som giver erhvervskunderne bedre mobile tilbud og løsninger. Hverken vores Mobile Business eller Tablet Business er der i øvrigt nogle, der har foreslået løst i fællesskab. Jeg har ikke fået en eneste kontakt fra nogen andet pengeinstitut, der ønsker at lave det her sammen med os.«

Konkurrenterne følger trop

Danske Bank skal dog ikke regne med at kunne stå alene med disse tilbud. Således arbejder de øvrige store banker som Nordea også løbende med digitale løsninger, og selv om Danske Bank bringer sig i førertrøjen med nye produkter til kunderne, vil der ikke gå længe, før konkurrenterne er klar med lignende produkter.

Det mener Christian Hede, der dog også påpeger, at lige præcis på erhvervssiden er der mere at hente for Danske Bank.

»På erhvervsdelen kan man muligvis holde et lidt længere forspring, for det er en mere kompleks løsning. Privatkunder har nu engang nogle ganske simple ting, de gerne vil, og det er det samme for alle banker. Danske Bank har nogle mere sofistikerede erhvervskunder, de har en større palette af udbud, og de kan servicere en bredere palette af erhvervskunder.

Derfor kan de muligvis godt lave et produkt her, som kan give dem et forspring, og som det ikke kan betale sig for alle de andre banker at udvikle, og derfor kan der være noget ræson i det,« siger Christian Hede.

Lars Mørch lægger da heller ikke skjul på, hvad Danske Bank forventer at få ud af milliardinvesteringen – udover en bedre service til de eksisterende kunder, som er førsteprioritet:

»Der er ingen tvivl om, at vi får nye kunder på dette her.«

Det er også opfattelsen fra direktør John Norden, der fra bankportalen Mybanker følger udviklingen i sektoren tæt: »Danmark er jo forsat bagefter mange af de afrikanske lande på det her område. Det er kun godt, hvis Danske Bank går solo og tvinger de andre banker i arbejdstøjet.«