Danske Bank har fået bedre image

Efter flere år med banksektorens klart dårligste image har Danske Bank taget et spring opad og ligger nu midt i feltet.

Danske Banks positive udvikling begyndte så småt for to år siden, og det seneste halve år er det for alvor gået frem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Det skriver Finans.

Samtidig er konkurrenten Nordea efter års medvind løbet ind i flere dårlige sager, som har givet voldsomme ridser i lakken.

Det viser en ny undersøgelse fra analysevirksomheden Voxmeter, der bygger på 65.000 kundeinterviews.

- Danske Banks positive udvikling begyndte så småt for to år siden, og det seneste halve år er det for alvor gået frem. Nordea har tidligere nydt godt af, at Danske Bank og Jyske Bank har fået megen dårlig omtale, men den er forstummet. I stedet er der kommet fokus på Nordea, som har haft en del dårlige sager de seneste 12 måneder, siger Christian Stjer, direktør i Voxmeter til Finans.

I imageundersøgelsen overhaler Danske Bank konkurrenten Nykredit og nærmer sig det anonyme midterfelt blandt de største banker.

I Nordea har man ikke ønsket at stille op til interview, men bankdirektør Torben Laustsen, der har ansvaret for privatkunder, oplyser i en skriftlig kommentar:

- Vi har i perioder i foråret døjet med for lange ventetider i telefonbanken Nordea 24/7 og udfordringer på it-siden, og det kan være en del af forklaringen på, at vi ligger lidt lavere i undersøgelsen, end vi plejer.

Arbejdernes Landsbank har ifølge undersøgelsen sektorens bedste image.