Danske Bank frygter store tab i Baltikum

Danske Bank kan blive nødt til at nedskrive værdien af sin baltiske forretning markant. Det konstaterer bankens ordførende direktør Peter Straarup.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske Bank frygter udviklingen i Baltikum, og kan derfor blive nødt til at nedskrive værdien af sine baltiske aktiviteter markant. Derimod er der ingen udsigt til revurderinger i Finland og Irland, hvor banken også har store aktiviteter.

"Baltikum ser ud til at være inde i en længerevarende recession. Vi har testet vores forretning af derovre, og jeg kan ikke afvise, at vi kommer til at skrive noget af på den, men foreløbig venter vi og ser tiden an," siger ordførende direktør i Danske Bank, Peter Straarup.

Ved årsregnskabet i februar skar Danske Bank næsten fire milliarder kroner af værdien af den irske bank ved en såkaldt goodwill-afskrivning. Peter Straarup har umiddelbart ingen planer om at skære mere, men siger:

"I nogle af de lande, hvor vi har forretninger, er der absolut intet sollys. Det gælder Irland, Nordirland og Baltikum."

Goodwill endnu ikke afskrevet
Danske Banks baltiske aktiviteter fulgte med, da banken for lidt over to år siden købte Sampo Bank i Finland. Prisen var over 30 milliarder kroner, og selv om det var før finanskrisen, og den gang, hvor banker stadig var penge værd, så har Danske Bank endnu ikke afskrevet en krone af Sampos goodwill.

"Sampo Bank er en god forretning, der lever op til sine synergier. Det gør den blandt andet fordi - jeg tør næsten ikke sige det - den har fået Danske Banks edb-system, og ved medarbejderreduktioner," siger Peter Straarup, der næsten ikke tør nævne edb-systemet, fordi det gav en masse ballade og presseomtale, da selve integrationen ikke gik, som den skulle.

Peter Straarup tilføjer, at Finland er på vej ind i en recession, men han venter ikke, at den bliver langvarende. Derfor er der ingen umiddelbare planer om at nedskrive den finske goodwill.

Reglerne for goodwill siger lidt forenklet, at et selskab som Sampo Bank skal værdisættes til det den er værd, hvor der er taget højde for nutidsværdien af den fremtidige indtjening. Hvis Danske Bank vurderer, at Sampo Bank kommer til at tjene meget i fremtiden, så kan den argumentere for ikke at nedskrive værdien nu trods finanskrisen.