Danske Bank-formand: »Vi skal tilbage til selve kernen af det at drive bank«

Sagen om hvidvask har fået topledelsen i Danske Bank til at sætte spørgsmålstegn ved bankens rolle. Sådan lyder budskabet fra formand Karsten Dybvad, der mandag ved bankens ordinære generalforsamling møder sine aktionærer.

Den vigtigste opgave for Danske Bank er at genskabe tilliden til banken, fastslår bestyrelsesformand Karsten Dybvad ved bankens ordinære generalforsamling i Tivoli Congress Center mandag den 18. marts 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

2018 blev et historisk ringe år for Danske Bank, og banken skal nu finde tilbage til selve kernen af det at drive bank.

Det siger Danske Banks nyvalgte formand, Karsten Dybvad, fra talerstolen ved bankens ordinære generalforsamling i Tivoli Congress Center i København.

»2018 blev et lavpunkt for Danske Bank. Men jeg ser det også som et vendepunkt. At 2018 vil blive et år, vi kan se tilbage på som året, hvor banken og bankens ledelse - i lyset af det vi nu har lært - indledte en kritisk dialog internt og med vores omverden om, hvem vi er, og hvilken rolle vi har,« lyder det fra Karsten Dybvad.

Selskab Kurs Ændr. %

Den omfattende sag om hvidvask i Danske Bank har fyldt meget de senere år, og i september 2018 kulminerede skandalen foreløbigt, da banken fremlagde sin interne advokatundersøgelse. Rapporten viste, at op mod 1.500 milliarder kroner strømmede gennem Danske Banks estiske filial i årene 2007-2015 og førte bl.a. til topchef Thomas Borgens afgang.

»Det har haft konsekvenser ikke bare for banken og jer aktionærer, men bredt i de omgivende samfund, særligt i Danmark og i Estland og i forhold til tilliden til den finansielle sektor i det hele taget,« siger Karsten Dybvad.

I december stoppede Karsten Dybvads forgænger, Ole Andersen, efter at Robert Mærsk Uggla, adm. direktør i A.P. Møller Holding, mistede tålmodigheden med bestyrelsen i Danske Bank.

Siden oktober 2018 – eller i helt præcist 168 dage – har Jesper Nielsen varmet stolen som midlertidig administrerende direktør i Danske Bank, mens forskellige headhuntere har ledt efter en permanent arvtager for Thomas Borgen – foreløbigt uden held.

»Bestyrelsen arbejder intenst på at kunne ansætte en permanent CEO. Nærmere kommer jeg det ikke i dag,« siger Karsten Dybvad fra talerstolen.

Lang række konsekvenser

Alene det seneste år er bankaktien dykket over 40 pct., og aktionærer i Danske Bank er mødt talstærkt op til dagens generalforsamling.

»Jeg håber, at det står klart for alle i dag, at sagen og dens mangelfulde håndtering har haft en lang række alvorlige konsekvenser for banken, og at den har medført en række ændringer. Èn af dem er, at jeg står her i dag, en anden er, at vi leder efter en ny CEO. En tredje er en ny chef for vores internationale forretning. En fjerde er en ny chef for Compliance, der er blevet medlem af direktionen. Og sådan kunne jeg blive ved at nævne funktioner i banken med ny ledelse,« siger Karsten Dybvad.

Samtidig fortæller han de i alt 746 fremmødte i Tivoli Congress Center, at direktionen i Danske Bank har besluttet at give afkald på den bonus, der kunne være udbetalt for 2018.

»Set i lyset af den alvorlige sag om hvidvask og de konsekvenser, den har haft for banken, er det en beslutning, som bestyrelsen anerkender og støtter,« siger bestyrelsesformanden.

Selv om hvidvasksagen har fået Danske Bank til at styrke forretningsgange, overvågning og kontroller, så vil Karsten Dybvad ikke garantere, at en ny alvorlig sag ikke kan opstå igen:

»Det er vores utvetydige og klare ambition, at en ny sag vil blive håndteret omgående, hvis den skulle opstå. At bankens bestyrelse og direktion handler resolut og konsekvent.«