Danske Bank-formand: »Smøg ærmerne op, vi ligger stadig sidst«

Der er ikke plads til at hvile på laurbærrene i Danske Bank. I stedet står den på investering i vækst i Sverige og Norge. Frasalg bliver der ikke tale om, heller ikke i Nordirland, forsikrer Danske Banks formand, Ole Andersen.

Ole Andersen, bestyrelses­formand for Danske Bank, har fortsat store udfordringer at slås med. Foto: Thomas Lekfeldt
Læs mere
Fold sammen

Et øjeblik fristes man til at tro, at Danske Bank har rejst sig igen. Nu udbetales milliarder af kroner i udbytte til aktionærerne, og banken køber egne aktier – og meldingen fra formand Ole Andersen til general­forsamlingen i sidste uge var, at »2014 markerer afslutningen på en række meget udfordrende år«.

Men det er lige, indtil formanden igen sætter eventuelle optimister på plads. For Danske Bank er alt andet end i mål.

»Vi står ikke og fejrer, at vi har fået vendt det hele, men vi er kommet nogle store skridt i den rigtige retning. Vi skal passe på, at vi ikke hviler på laurbærrene. Vi skal hellere smøge ærmerne op og sige: Vi er ikke i mål. Vi er stadig nummer seks ud af seks på mange måder. Glem ikke det,« lyder det fra Ole Andersen i et interview med Berlingske Business.

Henvisningen er naturligvis til de øvrige banker fem storbanker i Norden – Nordea, SEB, Handelsbanken, Dnb Nor og Swedbank. For i det spil ligger Danske Bank langt bagude på en række centrale nøgletal.

»Der er mere end én stor udfordring. Vi skal stadig have indtjeningen i vejret, så vi kan levere et ordentligt afkast på egen­kapitalen. Der er et stykke vej til de 12,5 pct., vi har lovet, men der er også noget tid til at nå den derhen. Det er en stor prioritet, men jeg tror, at det går via en øget kundetilfredshed. Det har været et stort issue for os, og det er ikke gået så hurtigt, som vi havde håbet på, men det går trods alt i den rigtige retning, så det holder vi stenhårdt fokus på.«

Danske Bank har for nylig måttet erkende, at det ikke er realistisk at nå ambitionen om at være i top to målt på kundetilfredshed allerede i 2015.

§ Hvad vil I gøre for at nå i mål?

»Vi kan ikke undgå, at der er enkelte, der har andre synspunkter, men vi forsøger virkelig at sætte serviceniveauet i vejret, og der er også forskel på den måde, kunderne ser banken på. Møder du folk nede på Strøget og spørger dem, hvad de synes om Danske Bank, så har de en meget stor perception, selv om de ikke er kunder i banken. Vi må erkende, at det er et langt, sejt og ved­holdende træk.«

§ Til generalforsamlingen blev du angrebet af flere store investorer, der opfordrede til, at banken fortsat sparer og effektiviserer. Er du i mål på det?

»Hvis du ser på, hvor mange omkostninger der er taget ud af Danske Bank siden 2007 – vi kom fra 33 mia. kroner, og nu er vi på 22,5 mia. kroner. Vi har sagt, at vi næste år er under 22 mia. kroner på trods af, at vi investerer i nye markeder, digitale løsninger og hæver kundetilfredsheden. Kunsten er, at vi giver en bedre kundeoplevelse, har bedre produkter og bliver mere effektiv og så også give lidt til aktionærerne.«

Men på det svenske og norske bank­marked, som p.t. er Nordens mest attraktive, ser det svært ud for Ole Andersen og Danske Bank. For banken har en markedsandel på bare 4,6 og 4,9 pct. i de to markeder, og så er det svært for alvor at udfordre de fire store svenske banker, som Danske Bank og Ole Andersen gerne vil være i liga med.

»Der er ingen tvivl om, at vi kan øge vores aktivitetsniveau i både Norge og Sverige og få forbedret indtjeningen. Men vi er også fuldstændig bevidste om, at vi skal investere i markederne for at få en bedre position,« siger han.

Det har tidligere været fremme, at Danske Bank var ved at gå den modsatte vej og sælge sin svenske forretning, hvad der måske kan skyldes nogle ivrige investeringsbankers forsøg på at orkestrere en deal, som potentielt kunne udløse en rigtig høj årsbonus. Men meldingen fra Ole Andersen i sagen er imidlertid en klar afvisning:

»Det kender jeg ikke noget til. Det ville også være mærkeligt, hvis vi som bestyrelse sagde, at vi ønsker at ekspandere i Sverige og Norge, og så ligger vi så og laver andre ting ved siden af.«

§ Men der er jo analytikere, som har sagt, at I skal sælge Sverige fra, fordi I er for små og aldrig kommer til at få så høj forrentning som jeres store konkurrenter. Har de ikke en pointe?

»Jo, men så må vi vokse i Sverige – jeg kan ikke give detaljerne, men vi har vækst på det svenske marked inden for Business Banking (mindre og mellemstore virksomheder, red.) og CNI (større erhvervskunder, red.). Så der har vi godt fat. Men vi skal blive bedre på Personal Banking (privatkunder, red.). Vi har en digital platform og nogle digitale ydelser, som vi formentlig let kan bære over Øresund og tilbyde det svenske marked. Vi har også forstærket vores ledelse i Sverige, så der er mange initiativer, men du skal ikke forvente, at vi erobrer større markedsandele fra den ene dag til den anden. Det bliver et langt sejt træk.«

§ Er det samme situation i Norge?

»Ja. Vi har indgået en aftale med Akademikerne i Norge, og det øger vores markedsandels væsentligt på realkredit­markedet i Norge. Så det er samme strategi.«

§ En risiko ved denne ekspansion er vel, at Danske Bank rammer konjunkturerne forkert og risikerer tab på dårlige kunder senere, hvis f.eks. boligpriserne falder?

»Det kræver i hvert fald, at vi har en ordentlig risikostyring. Der er jo ingen banker, der vil ekspandere i nye markeder, hvis vi tager alle de kunder, som de andre banker ikke ønsker at have. Vi mener, at vi har rimelig godt styr på risikostyring i Danske Bank.«

Et andet budskab fra analytikerne er, at Danske Bank skal sælge sin bank i Nordirland, hvor banken har en markedsandel på 19 pct. på privatområdet og 28 pct. på erhvervsområdet. For en nordirsk bank hører næppe hjemme i en nordisk fokuseret bank. Men det afviser Ole Andersen.

»Nej, den skal ikke sælges. De fire nordiske markeder er vores absolutte kerneaktivitet, men derfor kan vi jo også drive en anden god bank, som har en fantastisk god markeds­position i en anden geografi. Vi har også kontorer i andre geografier, men det betyder jo ikke, at vi siger, at Storbritannien er vores kernemarked. Men lige præcis i Nordirland har den bank en helt anden position end den bank, vi har i Irland,« lyder det fra Ole Andersen med henvisning til den ekstremt tabsgivende irske forretning, som p.t. næsten er afviklet.