Danske Bank: En opsplitning vil koste kunderne dyrt

Gennemfører EU forslaget om at dele de største banker over i to, vil det gøre de daglige bankforretninger både dyrere og mere besværlige for kunderne, lyder meldingen fra Danske Bank.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er et emne, man følger rigtig tæt fra Holmens Kanal i København, hvor Danske Bank har sit hovedsæde.

EU barsler med et forslag, som vil udskille handelsenhederne fra den øvrige del af de store europæiske banker, og på dansk jord vil det sandsynligvis ramme Danske Bank, Nordea og Jyske Bank.

Konsekvensen vil imidlertid også kunne mærkes hos forbrugerne, lyder meldingen fra Danmarks største bank.



»Hvis det bliver gennemført, vil det få nogle konsekvenser for bankerne og nogle konsekvenser for kunderne, idet det vil gøre det sværere at være kunde på tværs af kredit- og handelsaktiviteterne, og så er det klart, at hvis man deler det op i to, er der en stor risiko for, at det ender med at blive dyrere i form af højere priser og mere besværligt for kunderne,« siger vicedirektør i Danske Bank, Peter Rostrup-Nielsen.

Som sagerne står lige nu, er det ikke helt klart, hvordan opsplitningen vil ske. Heller ikke i Danske Bank kan man endnu vurdere, hvor snittet i så fald ville skulle lægges.

»Det er svært at sige på basis af det, der ligger nu. Nogle af de forslag, der er fremme opererer med nogle grænser, som vi ligger inden for, og under andre forslag, vil der potentielt være nogle ting, der skal skilles ud,« siger Peter Rostrup-Nielsen.

Forslaget om at splitte bankerne i to, er fremsat af EU-kommissær for det indre marked, Michel Barnier på baggrund af den såkaldte Liikanen-rapport om finanskrisen fra 2012. Men siden den rapport er der sket meget inden for finansiel regulering, fastslår Peter Rostrup-Nielsen og håber, at politikerne vil tage det i betragtning, når de diskuterer en eventuel  bankopsplitning.

»Der pågår en diskussion af, hvad det er, man vil, og hvor meget af det, der allerede er opnået gennem den implementerede regulering. Jeg vil forelså, at man kigger på tingene som en helhed, får et samlet billede, og lader myndighederne afgøre, om der er noget, som mangler at blive adresseret,« siger Peter Rostrup-Nielsen.