Danske Bank dropper Nordhavn

Landets største bank vil fokusere på kunder og mere effektiv drift og annullerer derfor flytteplanerne.

Foto: Kasper Palsnov

Mens jordsalget går stærkt i Århusgadekvarteret, så har Danske Bank netop droppet fremskredne planer om at bygge et samlet hovedsæde et stenkast derfra – på Marmormolen, der også huser den nye FN-by.

»Vi skal ikke flytte ind i nyt hovedsæde i Nordhavn, for nu skal vi bruge al vores energi og fokus på kunder og på at forenkle og være effektive,« udtalte koncernchef Thomas Borgen til Jyllands-Posten fredag.

Han afviste ikke, at en flytning senere kunne være en god idé.

I august blev månedlange rygter bekræftet om en mulig flytning fra det historiske hovedsæde på Holmens Kanal i hjertet af København og flere andre adresser – banken havde hyret fire arkitekter til at give bud på et kommende domicil. Og By & Havn-direktør Jens Kramer Mikkelsen bekræftede over for Berlingske Business, at Danske Bank havde option på jord og byggeret.

Kort efter fik banken ny topledelse med norske Borgen i spidsen, og han har dekreteret skarpere fokus på kundernes behov – og mindre tidsforbrug på interne processer forstås.

I en skriftlig kommentar til Berlingske Business udtrykker By & Havn ærgrelse over, at Danske Bank ikke udnytter sin købsmulighed med »et projekt, der naturligvis ville have sat sit præg på området.«

»Vi er overbeviste om, at Marmormolens placering og muligheder vil tiltrække mange andre spændende projekter, som vi glæder os til at arbejde videre med,« lyder det fortrøstningsfuldt.

Udviklingsselskabet kan glæde sig over, at to andre finanskæmper, Nordea og Nykredit, har valgt at bygge nye hovedsæder i Ørestad, som også ligger under By & Havn. Desuden var Codan uhyre tæt på at rykke til Ørestad, men droppede i 11. time planerne om at forlade Codanhus på Frederiksberg som tidligere omtalt af Berlingske Business.