Danske arkitekter bag svævende bibliotek i Canada

Tegnestue med speciale i biblioteker står bag utraditionelt canadisk biblioteksbyggeri til en kvart milliard kroner.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Halifax, hovedstaden i den canadiske Nova Scotia-provins på østkysten, indviede fredag sit nærmest svævende - og dansktegnede - hovedbibliotek med et byggebudget på cirka 250 millioner kroner.

Biblioteket er på samlet 15.000 kvadratmeter og kunne let ligne en samling klodser, smidt lidt tilfældigt på jorden, og med den øverste klods nærmest svævende i luften.

I arkitektkredse bliver den slags formuleret lidt anderledes, så officielle beskrivelse omtaler "fire rektangulære former, der er placeret oven på hinanden og roteret således, at de forholder sig til de to diagonale akser, som findes netop her, og danner kontrast til byens ellers ortogonale gadenet."

Stregerne er tegnet af arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen med afdelinger på Islands Brygge og i Aarhus sammen med en lokal partner, Fowler Bauld & Mitchell. Duoen vandt i 2010 en international konkurrence om hovedbiblioteket.

Schmidt Hammer Lassen har biblioteker som et af sine specialer: Firmaet står også bag udvidelsen af Det Kongelige Bibliotek i København, et nyt universitetsbibliotek i skotske Aberdeen og DOKK1, det kommende hovedbibliotek og borgerservicecenter i Aarhus.