Dansk vineventyr skiller sig af med direktør – grundlægger må træde til

Grundlægger af Vivino Heini Zachariassen, der stiftede firmaet kendt af vinentusiaster verden over, må træde til. Det sker, efter at direktøren er blevet afskediget efter godt halvandet år på posten.

ssasa
Vivino-stifter Heini Zachariassen mener, at selskabet har det nødvendige fundament for at skabe bæredygtig vækst og nå sine forretningsmål. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malene Anthony Nielsen

Egentlig var det meningen, at Vivino-stifter Heini Zachariassen for halvandet år siden endelig skulle læne sig tilbage og overlade topposten til nye kræfter.

Selskabet, der har hentet over 380 millioner kroner, siden det blev etableret i 2010, har udviklet sig til verdens største markedsplads for vin med 35 millioner brugere af Vivino-appen. Med appen kan brugere scanne en vinetiket og dermed få information om, hvordan andre brugere har vurderet netop denne vin. Gennem et omfattende net af forhandlere er det samtidig muligt at købe vinen direkte gennem appen.

Sidste år fik firmaet godt 120 millioner kroner – 20 millioner dollar – fra en kreds af investorer anført af vinmogulen Christophe Navarres investeringsfond, SCP Neptune Capital. Christophe Navarre er formand og tidligere topchef i Möet-Hennessy-koncernen, der har en lang række kendte vine, spiritus og champagner i porteføljen. Med i investeringsrunden var også Seed Capital, Balderton Capital, Creandum og Iconical, der alle allerede var investorer.

Heini Zachariassen fik ideen til Vivino i frustration over kun at have en etiket til at finde en god vin. Vivino-appen scanner etiketten og giver bedømmelser fra tusindvis af andre brugere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vivino, Nader Khouri.

Med et mål om at sælge vin for en milliard kroner i 2020, hentede Vivino tidligere direktør i Ebay Chris Tsakalakis ind til at føre den store vækstplan ud i livet.

Nu, efter blot halvandet år, og kort før målet skal indfries, har bestyrelsen i Vivino imidlertid bedt Heini Zachariassen om at tage over i stedet for Chris Tsakalakis.

»Jeg kan bekræfte med udgangen af oktober, at Chris Tsakalakis ikke længere er ansat i Vivino. Vi er gået hvert til sit efter nøje og grundige overvejelser sammen med bestyrelsen, som har bedt mig om at træde til som midlertidig topchef,« skriver Heini Zachariassen i en e-mail til Berlingske.

Heini Zachariassen svarer ikke på, hvad der specifikt er årsagen til, at Chris Tsakalakis er fortid i Vivino. Han forklarer, at oktober og november har været de to måneder med den største omsætning i Vivinos ni år lange historie.

Store underskud

Heini Zachariassen mener, at selskabet har det nødvendige fundament til at skabe bæredygtig vækst og nå sine forretningsmål. I sommer kunne Berlingske oplyse, at selskabet ganske vist har stor vækst, men at det i hvert fald i Danmark fortsat taber penge i stor stil.

I 2017 lød underskuddet på 33 millioner kroner, mens dette i 2018 var vokset til 51 millioner kroner. Egenkapitalen er af samme årsag eroderet yderligere og forvandlet til et minus på godt 120 millioner kroner. Samtidig har det danske firma en gæld på mere end 100 millioner kroner.

Vinfirmaets danske afdeling har imidlertid en økonomisk håndsrækning fra moderselskabet Vivino Inc, der med et »støttebrev« holder hånden under firmaet frem til udgangen af 2019. Dengang slog stifteren fast, at det danske regnskab ikke gav et reelt indtryk af, hvordan virksomheden havde det, fordi det har datterselskaber verden over.

Selskabet Vivino er opdelt på 13 selskaber, der alle er ejet af det amerikanske Vivino Inc. Den danske afdelings regnskab »viser ikke så meget« om Vivino, fordi der er »relativt mange omkostninger« i Danmark og en »relativt lille omsætning«, sagde Heini Zachariassen i sommer.

»Jeg kan ikke give præcise tal for omsætning, men blot sige, at det går fantastisk. 2018 var året, vi virkelig fik gang i vores kommercielle del,« lød det dengang i en e-mail fra Heini Zachariassen til Berlingske.

Vivino blev stiftet i 2010 af Heini Zachariassen og Theis Søndergaard.