Dansk videonet solgt for halv milliard

AOL Europe køber onlinemarkedsføringsfirmaet GoViral for 529 millioner kroner.

GoViral er grundlagt i 2005 og indgår nu i amerikanske AOL Europe. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det danske videodistributionsnet GoViral er blevet solgt for over en halv milliard kroner til et af USAs store internetselskaber.

AOLs europæiske afdeling, AOL Europe, har købt GoViral, der distribuerer videoindhold for kendte varemærker og reklamebureauer som det, der hedder viral markedsføring, altså hvor det gælder om at få folk til selv at sende henvisninger videre til venner og bekendte.

Prisen er 96,7 millioner dollars (529 millioner kroner) og betyder, at medstifterne Jimmy Maymann og Claus Moseholm tjener 173 millioner kroner på handelen, skriver The Guardian. AOL Europe betaler 74,1 millioner dollars straks og endnu 22,6 millioner over de kommende to år.

Det er AOLs første større opkøb i Europa siden 2008.

Hovedkontor i London

GoViral er stiftet i Danmark i 2005 og har fortsat hovedkvarter her men henter det meste af omsætningen uden for Danmark. Goviral har kontorer i London, Tyskland, Frankrig, Danmark, Sverige og Spanien. 75 procent af de 100 ansatte har base i London, hvortil Claus Moseholm rykkede i 2006, ligesom Jimmy Maymann bruger størstedelen af sin tid i den britiske hovedstad.

De to solgte i 2009 en ejerandel på 34 procent til teknologiinvesteringsselskabet Kennet for 6,5 millioner euro og har siden bragt deres fælles ejerskab ned under 50 procent.

Govirals videodistributionsnet tæller 18.000 udgivere og siges at nå ud til 350 millioner brugere, som ser 60 millioner videoklip hver måned.

(Rettet 2011-02-01: Hovedkontoret ligger stadig i Danmark, ikke i London som tidligere angivet.)