Dansk vandflyrute tæt på at være flyvefærdig

Folkene bag en kommende vandflyrute mellem København og Aarhus venter endelig godkendelse fra myndighederne om få uger.

Drømmen om at flyve passagerer i vandfly direkte fra Københavns centrum til Aarhus ditto ser ud til at være snublende nær for folkene bag Samsø Seaplane.

Støjberegningerne for flyruten er færdige, og efterfølgende har Aarhus og Københavns Kommune to uger til at give den endelige godkendelse, skriver nyhedsbrevet Check-In.

Med grønt lys fra de to kommuner vil ni passagerer fire gange om dagen kunne lette og lande fra Langelinie i København og Østhavnen i Aarhus. Prisen bliver 1.500 kroner for en enkeltbillet, og turen i Cessna-vandflyet vil tage 45 minutter.

Rune Balle fra Samsø Seaplane håber derfor at kunne søsætte vandflyet til sommer.

"Vi når ikke at komme i gang til 1. maj, som det var planen, men så forhåbentlig et par måneder senere," siger han til Check-In.

Arbejdet med at få ruten op at stå har været forsinket flere gange. Sidste år udskød Samsø Seaplane åbningen, fordi man først ville kunne få flyet i luften i sensommeren. Ifølge Rune Balle er det lille flyselskab afhængig af at kunne flyve i sommersæsonen, hvor trafikken vil være mere massiv.