Dansk topchef henter milliongevinst på aktiesalg

MTGs Jørgen Madsen sælger næsten alle aktierne i Nordic Entertainment Group (NENT), som TDC forsøgte at købe i en milliardhandel sidste år.

Jørgen Madsen er efter opsplitningen af MTG-koncernen administrerende direktør for MTG men sælger nu næsten hele sin aktiepost i det fraskilte Nordic Entertainment Group. Arkivfoto: MTG Fold sammen
Læs mere

Den danske topchef for medievirksomheden MTG, Jørgen Madsen, har scoret en stor milliongevinst ved at sælge stort set samtlige aktier i Nordic Entertainment Group, som TDC var lige ved at købe i en milliardhandel i februar 2018, inden TDC selv blev solgt.

Nordic Entertainment Group driver TV3-kanalerne TV3, TV3 Plus, TV3 Max og TV3 Sport samt de to streamingtjenester Viaplay, som er en betalingstjeneste, og Viafree, som er gratis. NENT blev i juli 2018 skilt ud som selvstændigt selskab, efter at handelen med TDC, som havde budt 15 milliarder kroner for at skabe Nordens største underholdningskoncern, faldt til jorden, da TDC få dage senere blev købt op af tre danske pensionskasser og den omstridte, australske kapitalfond Macquarie.

Jørgen Madsen har ifølge det svenske nyhedsbureau Direkt i maj solgt omkring 100.000 aktier i NENT, hvilket har indbragt omkring 23 millioner svenske kroner (16,1 mio. danske). Han har nu omkring 2.400 aktier tilbage.

Jørgen Madsen var koncernchef for hele MTG (Modern Times Group) indtil opdelingen. Han er fortsat som administrerende direktør for MTG, der i dag står for e-sportsaktiviteter, onlinespil og digitalt videoindhold.

Anders Jensen, som tidligere var en del af koncernledelsen i TDC, er administrerende direktør for NENT, hvis danske afdeling har Kim Poder i spidsen.