Dansk topboss i SAP stopper

Lars Dalgaard, som solgte SuccessFactors til den tyske softwaregigant og i et år har siddet i dens ledelse, skal være investor.

Efter blot et år i SAPs ledelse forlader Lars Dalgaard selskabet for at blive investor. Arkivfoto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kort efter at have solgt sin virksomhed for et milliardbeløb og været et lovende håb forlader danske Lars Dalgaard verdens største softwareleverandør til erhvervslivet, SAP, for at blive partner hos et investeringsfirma, der drives af den tidligere grundlægger af Netscape.

Lars Dalgaard stiftede sin virksomhed SuccessFactors, som i 2007 gik på børsen, og hvis software bruges af tusinder af virksomhedskunder til at håndtere »den menneskelige kapital«. Han solgte som dengang 40-årig selskabet i 2011 til SAP for 3,5 milliarder dollars eller 18,5 milliarder kroner og rykkede selv ind i SAPs direktion, som han nu forlader.

Fortsat rådgiver for SAP

I stedet skal han være partner i Andreessen Horowitz, som investerer i blandt andet lovende teknologivirksomheder og har Marc Andreesen i ledelsen - grundlæggeren af Netscape, som i de tidlige internetdage var det program, som man gik på nettet med, indtil Microsoft rullede Internet Explorer ud og tromlede Netscape af banen.

SuccessFactors havde ved opkøbet omkring 1.400 medarbejdere, og Lars Dalgaard tjente selv omkring 400 millioner kroner på salget.

Han skal fortsat rådgive SAP, hvis ledelse han trådte ud af i sidste uge. Han blev i maj 2012 en del af direktionen med ansvaret for SAPs netbaserede satsning.

Og det er netop på området for såkaldt »cloud computing« - eller netbaserede tjenester -, at Lars Dalgaard fortsat skal rådgive SAP.

Hvornår Lars Dalgaard begynder i sit nye job, står ikke klar endnu.

»Jeg ønsker ikke at være leder længere. Jeg har muligheden for at blive den bedste investor nogen sinde. Jeg forstår virkelig, hvordan virksomheder drives,« sagde Lars Dalgaard ubeskedent til det amerikanske Fortune forleden.

Behandler iværksættere godt

Han blev trukket til af det nye job, fordi Andreessen Horowitz ifølge ham behandler iværksættere godt.

»Vi ønsker folk, som har været gennem processen med at opbygge en virksomhed og har gjort det på en måde, som folk, der var en del af denne proces, ville gøre igen tusindvis af gange,« siger Ben Horowitz fra Andreessen Horowitz om sin nye partner.

SAP har danske Jim Hagemann Snabe og amerikanske Bill McDermott som toplederduo.