Dansk tobaksgigant køber hollandske cigarer for milliardbeløb

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Scandinavian Tobacco Group (STG) har indgået aftale om vilkårene for køb af den hollandske cigarvirksomhed Royal Agio Cigars for en pris, der uden gæld og kontanter opgøres til 210 mio. euro - svarende til cirka 1,57 mia. kr.

Handlen er dog betinget af en tilfredsstillende gennemførelse af en lovpligtig høring af medarbejderne i Holland, og at transaktionen i øvrigt bliver godkendt af de relevante konkurrencemyndigheder, skriver STG i en meddelelse.

Royal Agio betegnes som en førende europæiske cigarvirksomhed, og den omsatte i 2018 for 133 mio. euro - svarende til 995 mio. kr. - og genererede et driftsresultat (EBITDA) på 18 mio. euro.

»Jeg er rigtig glad for og stolt over, at vi har taget dette vigtige skridt frem mod et køb af Royal Agio,« siger Niels Frederiksen, der er administrerende direktør hos STG, om transaktionen.

»Hvis handlen falder på plads, vil den være et vigtigt skridt imod vores mål om at blive verdens førende virksomhed inden for cigarer, fordi den væsentligt forbedrer vores stilling på flere af de centrale markeder i Europa for maskinfremstillede cigarer, og vi vil kunne tilbyde vores forbrugere et attraktivt sortiment af de bedste cigarer,« fortsætter han.

STG venter, at opkøbet vil kunne bidrage til en stigning i resultatet per aktie senest i år to efter gennemførelsen. På nuværende tidspunkt skyder selskabet på, at handlen vil kunne blive gennemført i første halvår af 2020.

Transaktionen omfatter samtlige aktier i Agio Beheer, som er holdingselskabet for Royal Agio Cigars.

Royal Agio Cigars er en familieejet virksomhed, som blev grundlagt i 1904, og porteføljen omfatter mærker som Mehari's, Panter og Balmoral.

/ritzau/FINANS