Dansk taxiapp giver nyt millionunderskud

Drivr tabte 10,7 millioner kroner i 2013, efter virksomheden valgte at ændre sin forretningsplan med en ny software.

Taxi-app'en Drivr gik ud af 2013 med milliontab Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Haugaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det koster på bundlinjen at skifte strategi.

Det har taxiapp'en Drivr måtte se i øjnene efter et 2013, hvor omkostningerne har hobet sig op i forbindelse med, at Drivr lancerede sin nye software. Den blot fire år gamle it-virksomhed sluttede sidste år af med et resultat på minus 10,7 millioner kroner sammenlignet med minus 7,2 millioner kroner i 2012.

Det skriver Børsen.

»Primært var den store beslutning i 2013, at vi ikke længere blot kunne være bestillingsportal for taxaselskaberne. Deres systemer er forældede, og det går ud over innovationen. Derfor besluttede vi, at vi fremover bygger alle systemerne for taxaselskaberne. Og det koster penge,« siger medstifter og administrerende direktør i Drivr, Søren Halskov Nissen, til Børsen.

Virksomheden har ændret navn fra Click A Taxi til Drivr, indført betaling over mobilen og gjort det muligt for kunderne at bestille limousine-kørsel. Desuden har Drivr åbnet et kontor i London, og det samlede strategiskifte har været dyrt. I årsrapportens ledelsesberetning skriver Drivr, at årets resultat er påvirket negativt af nedskrivninger af tilgodehavender med 1,5 millioner kroner hos det engelske datterselskab.





De eksisterende ejere tilførte i maj måned kapital til virksomheden, og Drivr fik sidste måned en ny investor. Drivr påpeger i den forbindelse, at man er en opstartsvirksomhed, og det derfor kræver tålmodighed med investorerne.

I øjeblikket befinder Drivr sig på det danske og engelske marked, men planen er at udvide til syv markeder i slutningen af 2014. På de udenlandske markeder er konkurrencen fra pengestærke spillere hård. Antallet af virksomheder, der udvikler apps til taxa-kørsel, er steget stødt de seneste år og domineres af blandt andet engelske Hailo, israelske Gettaxi og amerikanske Uber.