Dansk Taxi Råd om ny kørselstjeneste: »En hån mod politikerne«

18. april lukker Uber for bildøren i Danmark. Men allerede den 19. april har 500 på det tidspunkt tidligere chauffører, fortalt Berlingske Business, at de åbner en ny kørselstjeneste-app.

Foto: Thomas Lekfeldt. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2017)
Læs mere
Fold sammen

Efter Berlingske Business i dag kunne fortælle, at 500 Uber-chauffører har tænkt sig at oprette en ny kørselstjeneste, som de selv kalder »relationskørsel«, rejser Dansk Taxi Råd kritik. De vil åbne kørselstjenesten 19. april. Dagen efter Uber lukker i Danmark.

Direktør for Dansk Taxi Råd, Trine Wollenberg, fortæller, at hun har noteret sig, at mange kunder i høj grad ikke går op i, hvordan Ubers chauffører bliver aflønnet eller om der bliver betalt skat. Men hun mener ikke, at samfundet og lovgivere kan være ligeglade med netop det.

»Jeg har noteret mig, at de her chauffører siger, at der er styr på skattebetalingen. Men jeg tror også, der er mange aviser, der kan bringe en artikel om, at der har en stor del af dem enten ikke indberettet skat eller gjort det forkert. Det er jo klart et udtryk for, at der ikke er styr på det,« siger hun og tilføjer om den nye kørselstjeneste:

»De skal være velkomne til at indrette sig på taxilovens vilkår, men det jeg kan læse mig til, det er, at det har man ikke tænkt sig at gøre. Det virker til, at de har tænkt sig at blive ved med at drive ulovlig taxiforretning. Det er en hån mod politikerne, og det er en hån mod det retssamfund, som vi reelt set lever i.«

Uber-chauffør og talsmand for den nye tjeneste, Per Jakobsen, oplyser, at den nye app intet har med Uber at gøre, og at flere chauffører melder sig til samarbejdet hver eneste dag. Chaufførerne har talt med »flere advokater« om projektet, og de har i samarbejde fundet en lovlig metode at drive den nye kørselstjeneste på.

»Den passer til danske model, hvor der indberettes skat og moms, og vi lægger også meget vægt på at gøre det til samme priser som hos Uber,« siger Per Jakobsen.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Chaufførerne får alle udleveret visitkort med et fælles telefonnummer til en fælles forening, som de er tilknyttet. Når de giver visitkortet videre til en passager, har passageren skabt en relation til chaufføren, som har en relation til foreningen. Derfor får passageren gennem chaufføren en relation til foreningen. Når passageren giver visitkortet videre til sin ven, får vennen også automatisk en relation til foreningen. Og sådan skal kæden gå videre, oplyser Per Jakobsen.

Trine Wollenberg fortæller, at hun mener, at politikerne imødekom mange af branchens ønsker, da de vedtog den nye taxilovgivning. Den lovgivning, Uber valgte at lukke på grund af.


»Man kan drive taxi-virksomheden på langt mere fleksible vilkår end i dag. Der stilles færre krav til, hvordan man driver virksomheden, men at det må være til taxi-virksomheden og det kundegrundlag, man har. Man ophæver en lang række restriktioner, og det synes jeg da helt bestemt, vi er blevet imødekommet på,« siger hun.