Det var en dansk-svensk hjerneduo, som skabte gennembruddet for det, der i dag er blevet helt almindeligt – videosamtaler over internetforbindelsen.

Efter to årtier bliver deres opfindelse, Skype, nu lukket, selvom opkøbsprisen for 14 år siden var den hidtil højeste, som Microsoft nogensinde havde betalt, fordi den amerikanske softwaregigant dengang bare måtte eje Skype – og dermed smække døren for næsen af Google og Facebook, som også var fremme med tegnebogen.