Dansk supermobilekspert skal ind hos B&O

Manden bag Nokias store succes stiller op til bestyrelsen i den trængte elektronikvirksomhed.

Juha Christensen har stor, international erfaring fra teknologiverdenen hos blandt andre Nokia og Microsoft og skal nu ind i B&Os bestyrelse. Foto: Cogniance Fold sammen
Læs mere

En af verdens absolutte mobileksperter, den 51-årige serieiværksætter Juha Christensen, skal nu bistå den trænge danske lyd- og TV-producent Bang & Olufsen med for alvor at komme ud over rampen.

Derfor er manden, der stod bag Symbian-softwaren, som gjorde Nokia kæmpe stor som mobilproducent, nu foreslået som nyt medlem af B&Os bestyrelse, når der 14. september holdes generalforsamling i selskabet i Struer.

Juha Christensen er dansk statsborger og bor i øjeblikket i Californien i USA. Efter succesen i Nokia var han siden en vigtig spiller i Microsofts mobilstrategi som en af de højestplacerede danskere hos den amerikanske softwaregigant. Han har desuden stået i spidsen for en del af Macromedia og har hjulpet svenske Teleca med at udvikle sig til den største systemintegrator i mobilindustrien, inden Teleca blev solgt for et milliardbeløb.

Ekspert: Han har den store og gode erfaring

»Juha Christensen er et eksempel på den nye type af folk, som gamle virksomheder i stigende grad begynder at efterspørge - folk, der ikke bare forstår ny teknologi men også har erfaringer fra virksomheder, der vokser sig store meget hurtigt inden for teknologiverdenen,« siger John Strand, direktør i Strand Consult, der rådgiver teleselskaber verden over.

Juha Christensen har læst virksomhedsstyring på London Business School og har som iværksætter arbejdet med design og teknologi i Europa, USA og Asien. I indkaldelsen til B&Os generalforsamling slår bestyrelsen fast, at »Juha Christensens særlige kompetencer, som er vigtige for varetagelsen af hans bestyrelseshverv i Bang & Olufsen A/S, er hans afgørende indsigt i markedet og viden om koncepter inden for forbrugerelektronik og kundeoplevelse«.

»Han har gjort det godt. Hans fordel er, at han har praktiske erfaringer fra store, børsnoterede teknologifirmaer og fra en række opstartsvirksomheder inden for teknologi. Han er lidt atypisk, til gengæld har han den store erfaring, som er spændende for især en virksomhed som B&O, der har solgt hardware og nu skal sælge software som en stadig vigtigere del af deres produkter,« vurderer John Strand.

Flittig i bestyrelser

Juha Christensen har arbejdet på at udbrede bl.a. Qt-teknologien, hvor mobilapplikationer kan fungere på tværs af platforme. I dag er han bestyrelsesformand og administrerende direktør for CloudMade, bestyrelsesformand i Cogniance, Brandworkz, The Pad, Buttonwood Financial og bestyrelsesmedlem i Pelican Imaging og senest i den danske mobilproducent Lumigon, hvor en anden IT-serieiværksætter, Michael Moesgaard Andersen, er hovedinvestor.

B&O fik i sommerferien ny topchef, nemlig den tidligere topchef i Telenor Danmark og Malaysia, Henrik Clausen.

B&Os hidtidige bestyrelse foreslås alle genvalgt. Det gælder formand Ole Andersen, næstformand og tidligere topchef i tyske SAP Jim Hagemann Snabe samt Albert Bensoussan, Jesper Jarlbæk, Mads Nipper og Majken Schultz.