Dansk Supermarked undersøger fyring efter facebookdebat

Det strider mod Bilkas retningslinjer, hvis en ansat er fyret efter facebookdebat, og sagen undersøges nu.

ARKIVFOTO. 17-årige Mohamed: "En internetdebat fik mig fyret fra Bilka". Fold sammen
Læs mere
Foto: Marie Hald

København: Hos Dansk Supermarked vil man nu undersøge sagen om en 17-årig kassemedarbejder, der tilsyneladende er blevet presset til at sige op i Bilka i Næstved efter en facebookdebat om islam.

Det siger pressechef Mads Hvitved Grand, Dansk Supermarked.

»Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvordan hændelsesforløbet har været. Men det er klart, at hvis det måtte forholde sig, som det er beskrevet, så er det ikke i tråd med, hvordan vi normalt gør tingene eller gerne vil gøre tingene i Bilka«, siger han.

Ifølge Radio24syv har 17-årige Mohamad Al Jawerheri fra Næstved ikke længere sit fritidsjob i Bilka, efter han kort før jul engagerede sig i en debat i den offentlige Facebook-gruppe "JA TIL FRIHED - NEJ TIL ISLAM".

Efterfølgende modtog teenageren trusler og blev derefter truet til at sige op i Bilka på baggrund af henvendelser fra facebookbrugere, der havde følt sig provokeret af hans indlæg i debatten.

Hos Dansk Supermarked bekræfter pressechefen, at der ligger en skriftlig opsigelse fra den pågældende medarbejders side, men derudover henviser han til, at man i dansk Supermarked aldrig udtaler sig om personalesager.