Med en avance fra salget af Netto i april på 3,78 mia. kr. slår Dansk Supermarkeds første halvår imidlertid alle rekorder med en bundlinje på 4,56 mia. kr.
Netto-frasalget fylder på alle måder i detailhandelsdelen af halvårsrapporten fra majoritetsejer A. P. Møller-Mærsk. Omsætningen faldt med tre procent til 27,6 mia. kr., men uden salget var fremgangen på to procent målt i danske kroner.
Dansk Supermarked er påvirket af den svage markedsudvikling i Danmark og de øvrige Netto-lande.
"Dagligvaremarkederne i Danmark, Tyskland og Polen oplevede en beskeden salgsfremgang, mens salget i Sverige stagnerede. Målt i mængder var salgsniveauet uændret, og omsætningsstigningen var hovedsageligt inflationsdrevet.
I Danmark drager discountkæderne fordel af de mere prisbevidste forbrugere og har taget markedsandele fra de almindelige supermarkeder."
I Dansk Supermarked Gruppen faldt omsætningen med tre procent i forhold til samme periode 2010, hvilket primært skyldtes salget af Netto Foodstores Limited, Storbritannien, som blev gennemført i april 2011. Eksklusive dette steg omsætningen med to procent og,målt i lokal valuta, med 1,2 procent.
EBITDA for første halvår 2011 blev 16 procent lavere end i samme periode sidste år, grundet ændret efterspørgselsmønster mod billigere varer og discountbutikker samt effekt fra salget af aktiviteterne i Storbritannien. Eksklusive effekten fra salget af aktiviteterne i Storbritannien blev EBITDA 12 procent lavere," skriver Mærsk i halvårsrapporten.
Prøv Dansk Handelsblad gratis i 4 uger - og få inspiration til bedre købmandskab