Dansk succes for fremadstormende mobilmærke skal kopieres i Europa

OnePlus er nu Danmarks tredjebedst sælgende mobilmærke, og den succes skal nu sikre den kinesiske smartphoneproducent et bedre fodfæste i andre dele af Europa, siger topchefen.

Topchef og medstifter af mobilgiganten OnePlus Pete Lau på scenen tilbage i 2017 ved lanceringen af den dengang nyeste smartphone. I dag har selskabet stort fokus på Europa, og Danmark er et af mønsterlandene. Punit Paranjpe/AFP/Ritzau Scanpix

Danskerne holder sig fortsat til Samsung og Apple, når de køber en smartphone, mens det fremadstormende OnePlus nu er det tredjebedst sælgende mobilmærke herhjemme. Det gode fodfæste her til lands skal kopieres ude i Europa, oplyser OnePlus' topchef og medstifter, Pete Lau.

»Vi har i første kvartal set en meget stor vækst for OnePlus – på over 300 procent globalt og på over 300 procent i Nordeuropa, som vi har haft fokus på. I Finland var OnePlus nummer et inden for 5G-smartphones og salg i fjerde kvartal, og i Danmark er OnePlus nummer to. Det er meget opmuntrende, og fremover vil vi bygge på den styrke, vi har opnået i Nordeuropa, og som allerede er på plads i Finland og Danmark, og bruge den i andre dele af Europa,« siger Pete Lau.