Dansk startup skal levere bettingindhold til The Daily Telegraph: »Vi når ud til et kæmpe publikum«

Den danske tech-virksomhed Better Collective har netop annonceret et samarbejde med den britiske avis The Daily Telegraph om at levere teknologi og indhold fokuseret på sportsbetting. Samtidig investerer Better Collective i virksomheden Mindway AI, som via kunstig intelligens kan spotte potentiel ludomani.

jesper søgaard
Jesper Søgaard, direktør i Better Collective, har netop indgået en aftale med britiske The Daily Telegraph. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

Den britiske avis The Daily Telegraph opruster fokus på betting.

Det sker gennem et samarbejde med den danske tech-virksomhed Better Collective, som udvikler digitale platforme inden for online sportsbetting.

Better Collective står blandt andet bag verdens største spil- og tipsfællesskab, bettingexpert.com, mens vi herhjemme bedst kender spilXperten.dk, der også er en del af Better Collectives portefølje. Det er netop indhold af denne type, som Better Collective skal levere til det britiske medie, hvis læsere fremover får mulighed for at læse analyser, tips og andet indhold frem mod eksempelvis fodboldkampe eller hestevæddeløb.

I Better Collective er man naturligvis glade for samarbejdet:

»Det betyder, at vi når ud til et kæmpe publikum, hvilket selvfølgelig er meget attraktivt. Vi er glade for, at de vil samarbejde med os, så vi kan få eksponeret vores brand samtidig med, at vi driver den kommercielle del af den sektion, vi skal levere til,« siger Jesper Søgaard, der er direktør i Better Collective.

Han forklarer, at han ikke kan gå i detaljer med kontrakten, men at begge parter har det lange lys på i forhold til det tidsmæssige perspektiv i samarbejdet.

Tal fra Gambling Commision viser, at det britiske marked for betting udgør 14,5 milliarder britiske pund, hvoraf 5,6 milliarder britiske pund er onlinespil. Det svarer til cirka 47 milliarder danske kroner.

Jesper Søgaard, direktør, Better Collective

»Vores udgangspunkt er, at spil skal være underholdende og noget, som mange har glæde af, men vi kan ikke lukke øjnene for, at en lille del af spillerne får problemer.«


Better Collective blev grundlagt af Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen i 2004. I dag beskæftiger virksomheden flere end 370 ansatte med 13 kontorer i ni lande. I 2018 havde selskabet en omsætning på 300 mio. kr. Samme år blev virksomheden børsnoteret på den svenske børs Nasdaq Stockholm (BETCO).

Investering i kunstig intelligens

Stort set samtidig med annonceringen af samarbejdet med The Daily Telegraph offentliggør Better Collective også en anden nyhed:

Better Collective har købt 19,99 procent af virksomheden Mindway AI, som er en danskbaseret virksomhed, der udspringer af Aarhus Universitet. Gennem kunstig intelligens gør selskabet det muligt at identificere potentielle ludomaner i onlinespil.

Better Collective står i dag bag bl.a. SpilXperten og bettingexpert. Fremover skal de levere indhold til The Daily Telegraph. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto.

»Vi føler, at det er en spændende tilgang til problematikken, og vi tror på, at deres redskaber kan gøre en forskel for spillere, som potentielt kan få et problem. Det vil vi gerne støtte op om, samtidig med at vi tror på, at det er en god kommerciel forretning,« siger Jesper Søgaard om investeringen.

Han lægger vægt på, at man i spilbranchen tager problemet med ludomani meget alvorligt, og derfor bliver Better Collectives rolle også at hjælpe Mindway AI med udviklingen af virksomheden, der efter Jesper Søgaards vurdering har potentiale til at blive international.

»Vores udgangspunkt er, at spil skal være underholdende og noget, som mange har glæde af, men vi kan ikke lukke øjnene for, at en lille del af spillerne får problemer.«

Investeringen og samarbejdet har dog ikke noget med hinanden at gøre, oplyser Better Collective.