Dansk Skype-milliardær lancerer selvkørende robotbude

Snart skal du måske dele fortov med robotter, der kører rundt og leverer ganske almindelige dagligvarer.

PR-foto. Fold sammen
Læs mere

Danskeren Janus Friis, der blev mangemilliardær på Skype, kaster sig nu over et nyt projekt med selvkørende robotter, oplyser det nye selskab Starship Technologies i en pressemeddelelse.

Selskabet Starship Technologies har Janus Friis lanceret i fællesskab med Ahti Heinli, der er den duo, som i sin tid stiftede Skype.

Det er Janus Friis og Ahti Heinlis plan, at små robotter, der minder om selvkørende støvsugere, i et raskt gåtempo skal bringe pakker eller dagligvarer ud til kunder, der har bestilt levering via en app. De selvkørende robotbude kan bære pakker eller dagligvarer svarende til to indkøbsposer og levere til lokale adresser inden for 5-30 minutter.

Allerede fra begyndelsen af 2016 vil robotterne være at finde i gaderne i Londonbydelen Greenwich, oplyser Starship Technologies. Robotterne vil herefter blive lanceret i udvalgte byer i USA, mens robotterne også forventes at indtage de danske fortove fra 2017.

Hvad så med sikkerheden tænker du måske? Starship Technologies oplyser, at robotterne vil følge almindelige færdselsregler for fodgængere. Der er indbygget navigation og forhindringsundvigelse, som sørger for, at robotten selv kan bevæge sig rundt. Der er dog også menneskelige operatører, der overvåger robotterne og kan træde til, hvis der opstår problemer.

Medstifter af Starship Technologies, Ahti Heinli, forklarer, at robotterne skal gøre det nemt og bekvemt for kunderne.

»I takt med e-handlens voldsomme stigning forventer kunderne stadigt nemmere og mere bekvemme leveringsmuligheder - til en pris, der passer dem. De sidste kilometer udgør ofte den største del af de totale leveringsomkostninger. Vores robotter er designet, så de benytter teknologier, der inddrager mobiltelefoner og tablets. De er nøje tilpasset formålet, således at omkostningsbesparelserne kommer forbrugerne til gode,« udtaler Ahti Heinli i en pressemeddelelse.

Den anden stifter, Janus Friis, siger til Børsen:

»Vi ser det som en ny måde at sende ting på. Der er tale om en lille selvkørende robot, der ruller rundt ude på fortovene, er CO2-neutal og vil levere på det tidspunkt, hvor folk bestiller leveringen.«

Læs mere