Dansk skjortekoncept vælter USA

Design din egen skjorte og få den leveret til døren. Sådan lyder den simple idé bag shirtsmyway.com, som to unge, danske iværksættere står bag. Konceptet har taget USA med storm og er klar til at kaste sig over resten af verden.

Foto: Screendump fra shirtsmyway.com. <a href="http://www.shirtsmyway.com/">shirtsmyway.com</a>, der er startet af to unge danskere, Peter Crawfurd og Michael Yang, har bare fem måneder på bagen, men har allerede taget det amerikanske marked med storm og indtaget godt 20 lande.
Læs mere
Fold sammen
Er du til lyserøde skjorter med stribede manchetter, eller skal skjorten helst bare være hvid, men sidde godt? Uanset hvad er der uanede muligheder via det nye koncept shirtsmyway, der sælger skræddersyede skjorter efter forbrugerens eget design på nettet.

shirtsmyway.com, der er startet af to unge danskere, Peter Crawfurd og Michael Yang, har bare fem måneder på bagen, men har allerede taget det amerikanske marked med storm og indtaget godt 20 lande.

”Vi ville gerne starte en virksomhed, og valget faldt på skjorter, fordi vi begge har rejst meget rundt og forsøgt at få skjorter syet forskellige steder, og selvom resultaterne har været varierende, så er der noget særligt over at få en specialdesignet og skræddersyet skjorte,” forklarer Peter Crawfurd, der er hjemme i Danmark på et kort visit.

Stor onlineverden i USA
Resten af tiden bruger han og forretningspartneren Michael Yang med at sælge koncepter til nye lande over hele verden og i Kina, hvor de bor, og hvor produktionen af skjorterne ligger.

Virksomheden har været undervejs i godt et år, men åbnede 1. februar, og har siden især erobret de amerikanske kunder, hvor 90 procent af kundestrømmen kommer fra.

Det forjættede amerikanske marked er ellers som regel lidt af en mundfuld at kaste sig over, men Crawfurd og Yang var ikke i tvivl om, at det var her forretningen skulle promoveres til at starte med.

”Vi kunne se, at der er en stor onlineverden i USA, de bruger internettet mere, og det er ét sprog, hvilket gør nogle processer lettere for os og giver os en masse muligheder,” forklarer han.

Mediedarling i USA
At amerikanerne har taget ideen til sig er der ingen tvivl om. Shirtsmyway.com er blevet omtalt i diverse blogs, blade og aviser, som for eksempel Financial Times, Glamour Magazine, GQ og Tech Crunch, og ifølge Peter Crawfurd går salget strygende.

Den unge iværksætter-duo ønsker ikke at præcisere de hidtidige salgstal, men fortæller gerne, at det langsigtede mål lyder på en indtjening på 50 millioner kroner inden for fire - fem år.

De skandinaviske herrer har dog også taget shirtsmyway.com til sig. Norge er i dag det andetstørste marked, men også fjernere destinationer som Brasilien og Korea er på kundelisten. Ifølge Peter Crawfrud er det virksomhedens særlige tilbud om gratis fragt, der lokker.

Krisetid perfekt til opstart
”Det at vi har gratis fragt til stort set hele verden gør at nogle lande, der normalt bliver forhindret at høje fragtagifter når de gerne vil shoppe online, kan købe hos os.”

Med tiden er planen også at udvide forretningen med andet og mere end skjorter, men indtil skjorteforretningen er helt på plads er det den der er i førersædet.

Peter Crawfurd og Michael Yang, der begge er 25 år gamle og uddannet fra Copenhagen Business School, afviser på det kraftigste, at finanskrisen er nogen som helst hindring for at starte en virksomhed.

”Det er faktisk et bedre tidspunkt at starte. Man får bedre priser når man forhandler med producenter og fragtfolk, for de er mere sultne efter kunder,” siger Peter Crawfurd.