SAS' øverste chef i Danmark, vicedirektør og medlem af koncernledelsen, Simon Pauck, fratræder sin stilling.

Det oplyser SAS i en pressemeddelelse, der betoner, at det er Paucks egen beslutning at gå af.

»Simon Pauck Hansen har ydet betydelige bidrag til SAS gennem sin mangeårige dedikerede tjeneste. Vi er meget kede af, at han har valgt at forlade SAS, og jeg vil gerne personligt takke Simon for vores tætte samarbejde og hans dedikation til selskabet i min tid som ceo (administrerende direktør, red.),« udtaler Anko van der Werff, SAS' topchef, i meddelelsen.

Simon Pauck stopper, mens SAS fortsat er i gang med at skære fedtet fra og omkalfatre hele flyselskabets økonomi.

Det er en del af den såkaldte SAS-Forward-plan, der skal sikre SAS' overlevelse og gøre selskabet konkurrencedygtigt.

»Uomtvisteligt et stort tab for SAS«

Ifølge SAS har Simon Pauck været en drivkraft i forbindelse med planen, og selskabet understreger, at de dele, han havde ansvaret for, allerede er realiseret eller tilrettelagt.

Simon Pauck havde eksempelvis en fremtrædende rolle under pilotstrejken i sommer, der endte med, at SAS fik nedbragt omkostningerne.

Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, som følger SAS tæt, siger, at Paucks exit er et stort tab for SAS:

»Men selvfølgelig er det her uomtvisteligt et stort tab for SAS. De har en topchef og en finansdirektør, der ikke har været der særlig længe, og de har suget meget på Simon Paucks viden om SAS, der er en kompleks organisation. Det er en mand meget stærke kompetencer i luftfarten, som man siger farvel til.«

Det havde dog været langt mere kritisk for SAS, hvis Simon Pauck var stoppet for et halvt eller et helt år siden, forklarer Jacob Pedersen.

»Vi ved, at topjob i SAS slider meget. Jeg er sikker på, at der ikke har været for meget ferie og fritid henover de seneste kvartaler. Det har helt sikkert været hårdere end normalt,« siger han.

Selv udtaler Simon Pauck i pressemeddelelsen, at han er glad og taknemmelig for sin tid i SAS, der startede for 26 år siden.

»Det har været en fantastisk rejse at være en del af selskabet og navigere gennem op- og nedture i denne meget dynamiske industri. De sidste tre år har krævet betydelige forandringer for alle i SAS, men jeg er overbevist om, at der nu venter en lysere fremtid forude.«

»Tiden er dog inde til, at jeg overlader tøjlerne. SAS vil altid have en særlig plads i mit hjerte, og det har været en meget svær beslutning at tage,« lyder det fra Simon Pauck Hansen.

Han løfter ikke sløret for, hvad han nu skal lave.

De danske interesser

Med Simon Paucks afgang ryger også den sidste dansker i SAS' koncernledelse.

Det er ikke uvæsentligt, forklarer Jacob Pedersen, eftersom den danske stat ejer 21,8 procent af SAS og i modsætning til Sverige og Norge har tilkendegivet, at man er villig til at øge ejerandelen og hjælpe SAS yderligere.

»Først og fremmest skal man have fundet en ny dansk landechef, og det vil være logisk, at det bliver en dansker. Ser man på engagementet fra de nordiske lande, så er Danmark det land, der har valgt SAS til henover det seneste års tid. Det vil undre mig meget, hvis der ikke kommer en dansker ind.«

Hvorfor?

»Det handler om signal og om at tilgodese de interesser, der er i ejerkredsen. Anko van der Werff er den første ikkeskandinav på topposten, og det giver jo mening, at man vælger den bedste til jobbet. Men SAS har altid været præget af geografiske interesser i Norden, og det vil overraske mig, hvis det ikke fortsætter,« siger Jacob Pedersen.

Mikael Wångdahl, der er vicepræsident i datterselskabet SAS Link, påtager sig rollen som fungerende vicedirektør i SAS.