Dansk reklamebureau sigter på Indien

Smartphone-annoncering har sat gang i det lille, danske reklamebureau Leadmills omsætning. Det store potentiale ligger dog et helt andet sted – på subkontinentet.

Foto: MUNISH SHARMA.
Læs mere
Fold sammen

Annoncemarkedet bevæger sig i disse år i takt med, at nye medieplatforme vinder indpas. Det er ikke bare et vestligt fænomen. Det sker i hele verden og åbner for business.

Det mener i hvert fald københavnske Lead­mill, en mobilannonceringsvirksomhed, som specialiserer sig i at få virksomheders reklamekampagner til at ramme plet på mobile medier. Virksomheden kalder sig »global helt ind i hjertet«, men er i bund og grund danskforankret.

Virksomheden har det seneste års tid oplevet heftig vækst. Omsætningen er mere end fordoblet, og det samme er medarbejdertallet, så det i dag er oppe på 15 personer. Virksomheden har nu været profitabel i tre år, og når medstifter og administrerende direktør Henrik Fabrin dykker ned i tallene, viser der sig et billede af, hvor det næste store mobildrevne potentiale ligger.

»Vi oplever, at de danske såvel som udenlandske brands og mediehuse for alvor er begyndt at tage mobilannoncering til sig. Vores fokus er at hjælpe disse med at målrette og engagere de mest relevante brugere på smartphone og tablets,« siger han i en skriftlig kommentar og tilføjer:

»En af årsagerne til vores vækst i 2015 er især vores aktiviteter i Indien, der for alvor er ved at udvikle sig til et af de mest interessante markeder inden for mobilannoncering.«

Det er ikke noget tilfælde, at den folkerige nation i det sydlige Asien begynder at vise tænder. Ifølge Leadmill er BRIK-landet Indien meget tæt på at overgå USA som den nation, der har flest smartphone-brugere.

Leadmill er ved at etablere kontor i Indien for at komme med på vækstvognen. Det skal åbne dørene i slutningen af indeværende år. I den forbindelse har Leadmill trukket på Udenrigsministeriets kontakter og services.

»I slutningen af 2014 indgik vi et samarbejde med Innovation Centre Denmark i Indien, der assisterer danske virksomheder på det indiske marked. På nuværende tidspunkt har vi fire salgsrepræsentanter i Bangalore og ser allerede både god vækst på omsætning og indtjening på baggrund af deres arbejde,« siger direktøren og ser på næste skridt på vejen:

»Lige nu koncentrerer vi os om at lægge grundstenene til det, der skal blive Leadmills første kontor i Indien.«

Om det lykkes for Leadmill-holdet at få en luns af det svulmende indiske marked, vil tiden vise. Virksomheden har efterhånden markeret sig som en lille, men alligevel fremadrettet aktør i reklamebranchen. Sidste år kunne virksomheden præstere en bruttofortjeneste på godt 4,5 millioner kroner og en bundlinje på lidt over en million kroner.