Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er virkeligheden, når to danske opfinderes nyskabelse, TouchDiva, fra 1. december kan købes herhjemme.
De har investeret 18 millioner kroner i at udvikle musikafspilleren, som ikke ligner noget andet, der tidligere er set, og som har adgang til massevis af musik, Internet-radiostationer med mere.
»Vi ville lave forbrugerelektronik for kvinder. Min kone vil ikke have en server stående i stuen. Derfor forsøger vi reelt at få alle dingenoter ud af stuen. Opgaven var at lave en dims, som fjerner stereoanlægget, så man kun har sine højttalere og sin fladskærm tilbage,« forklarer Thomas Chr. Melskens, 38 år og den ene af de to opfindere af TouchDiva.
Ubegrænset musik
Apparatet sælges for 5.999 kroner, hvortil kommer det månedlige abonnement på 75 kroner. Men så er der også ubegrænset adgang til musik - for tiden over to millioner numre.
»TouchDiva er for dem, der er fyldt 30, har krævende jobs og familie og ikke har tid til at læse manualer. Det skal bare du - hver gang. I dag skal man jo nærmest have en Ph.D. for at købe et fladskærms-TV,« siger Thomas Chr. Melskens.
Han har selv B&O-anlæg derhjemme men irriterede sig over, at der konstant var huller i CD-samlingen, nemlig den musik, der stod på gamle LP-vinylplader på loftet.
»Og det er lidt forkert, at den musik, man har, skal man købe igen digitalt. Så det var lidt egoistisk, da vi kastede os ud i det for 2½ år siden,« medgiver han.
Klar til international satsning
Forventningerne er store - og klare.
»Vi går efter at have en markedsandel på 0,75 procent i Danmark og at have solgt 13.000 apparater næste år. Samtidig går vi i første kvartal internationalt ud - til Storbritannien, Tyskland, Holland og USA,« siger Thomas Chr. Melskens, som i dag er bestyrelsesformand for det blot fem mand store firma TouchDiva, der holder til i Hørsholm, nord for København.
TouchDiva har aftaler med de fire største musikselskaber i verden - Warner, EMI, BMG-Sony og Universal - og bedømmer selv at kunne levere 86 procent af al digital musik, som der er fri adgang til, når månedsabonnementet er betalt.
»Og der er masser af dansk musik. TDC Play har det populære repertoire. Vi har også jazz, klassisk og musik fra uafhængige selskaber, faktisk en hel undergrund af spændende musik. Musik er følelser - det har man ligesom glemt de senere år. Da jeg var knægt, var musikken omdrejningspunktet i familien. Det skal den være igen. For folk har ikke længere behov for at eje musikken - den skal bare være tilgængelig. Og det er den jo, samtidig med at en ny CD kommer i pladebutikken,« siger Thomas Chr. Melskens.
Indbygget B&O
Man kan naturligvis søge efter musik, og mens man lytter, foreslår TouchDiva andre musiknumre, der ligner det, man hører. Samtidig registreres det, hvor længe man holder ved. Nøjes man med de første ti sekunder, flytter nummeret nedad på ranglisten, som andre præsenteres for. Lytter man til ende, flytter det opad.
TouchDivaen har to indbyggede 125 watt-forstærkere fra B&Os datterselskab ICEpower. Den kan hænge på væggen eller stå på en fod. Selve apparatet produceres på fabrikker i Taiwan og Kina.