Dansk monokultur er bad business

Siden engang i 1960erne har Danmark oplevet en tilstrømning af udlændinge: Fremmedarbejdere, flygtninge, søde piger som forelskede mænd bragte hjem, endda landstrænere og kongelige.

Foto: Nils Meilvang. Direktør i reklamebureauet Mensch, Jacob Johansen.
Læs mere
Fold sammen

Men de mange udlændinge har stort set ikke haft nogen afsmitning på, hvordan vi danskere lever og tænker. Vi interesserer os ikke for, hvad vi kan lære af dém, og bortset fra at mange af os med største selvfølge indtager en shawarma, er det reelt kun os, der har smittet af på dem.

I bedste sendetid bager en persisk skønhed Tivoli-kager (som jeg slet ikke vidste eksisterede) og diskuterer op- og afbagning på formfuldendt dansk. Vi derimod tager næsten intet til os fra de nye medborgere. På trods af nogle mediers og politikeres advarsler om en danskhed på retur, så er der ikke grundlæggende forskel på Korsbæk og vor tid.

Nogle mener, at Danmark er blevet et multietnisk land. Det er muligt, men Danmark er ikke i nærheden af at blive multikulturelt. Danmark har en utrolig stærk monokultur. En monokultur, der er rundet af et anslag af jovial selvtilstrækkelighed, og som står upåvirkelig over for de kompetencer og ideer, herboende udlændinge måtte besidde.

Det er bad business!

Multikultur er lig med kulturel konkurrence. Vi fungerer side om side med hver vore skikke og løsningsmodeller, men multikultur udfordrer også den måde, hvorpå mennesker skaber.

Konkurrence fremmer idérigdom og løfter kvalitet, processer og metoder og er forudsætningen for vækst, innovation og arbejdspladser. De virksomheder og samfund, der er mest succesfulde, er netop de, der konsekvent byder konkurrence velkommen: Jo hårdere, jo bedre – for ingen er fuldkommen.

Jeg har selv været fremmedarbejder. I et land, der bevidst bød velkommen til udlændinge og inviterede dem til at syreteste deres forretningskultur og strategier op imod det bestående. Altså det modsatte af selvtilstrækkelighed. Jeg har boet og arbejdet i Shanghai i over ti år.

Ved min ankomst oplevede jeg en diametralt modsat tilgang til mig som fremmedarbejder end den, vi praktiserer: Her var ingen tvungen kinesiskundervisning eller krav om deponering af et stort kontaktbeløb. I stedet oplevede jeg, at kineserne fra første færd var interesserede i, hvad jeg mon gemte mellem ørerne, fremfor at de ville gøre mig til kineser.

Kineserne VILLE forandringerne. Der var vilje til at tillade mig at ændre og påvirke så meget som muligt i de virksomheder, jeg arbejdede i. Jeg fik lov til at rive ned, kritisere og lave alting om, og det var oven i købet o.k., at jeg talte engelsk, imens jeg gjorde det.

Men det var ikke kun mig, der smittede af på kineserne. Amerikanere, singaporeanere og kinesere smittede også af på mig, og jeg påvirkede japanere, tyskere og briter. Det multikulturelle miljø bærer nemlig næring til en eksplosion af kreativitet og forbedringer, der er en fandens god forretning.

Jeg vil vove den påstand, at Kina ikke havde opnået sin nye position i verden uden påvirkningen fra fremmedarbejdere som mig – medgivet at min aktie er ganske beskeden. Kina var ikke blevet verdens næststørste økonomi – med udsigt til førstepladsen, hvis landet havde værnet om en monokultur, som vi gør det.

Iagttag, hvad omfavnelsen af multikultur har gjort for 1,3 milliarder mennesker og forestil dig så, hvad den samme mentalitet kan gøre for vores lille land. Måske har vi potentialet til at blive store, selv om vi er små.