Dansk modegigant bejler til amerikanerne

Danmarks største modekoncern, Bestseller, satser nu på et gennembrud i USA. Den Brande-baserede virksomhed har lavet base i New York.

Bestseller-koncernen har en lang række kendte tøjmærker i sin portefølje. Her er det koncernens Name it-forretning på Vimmelskaftet i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Michael Jensen

Bestseller-koncernen med Anders Holch Povlsen i spidsen satser nu benhårdt på at få en bid af det enorme amerikanske detailmarked. Det danske selskab har etableret sig i New York med salgskontor og showroom og vil i første omgang lancere tre af sine kendte modetøjsmærker i USA. Det skriver Dagbladet Børsen.

Bestseller sætter ikke selv tal eller forventninger på sit indtog i USA, men den danske modetøjskoncern går om bord i et enormt marked, hvor det samlede modesalg ligger på over 2000 mia. kr. årligt.

»Vi har været i Canada i ti år og bruger det som dør til USA-markedet. Det er et helt anderledes marked end Europa, og vi satser i første række på store department stores og onlinesalg, ligesom vi har aftaler med nogle små og mellemstore butikskæder med 10-30 butikker,« oplyser international salgschef for Vero Moda, Jerome Rolland til Dagbladet Børsen.

Bestseller-koncernen står blandt andet bag mærkerne Vila, Vero Moda, Only, Name it, Selected og Jack & Jones.

Modekoncernens seneste årsregnskab viste en omsætningsfremgang på fem procent, hvilket betød, at selskabets omsætning rundede 20 mia. kr. Dermed cementerede Bestseller sin plads som Danmarks absolut største modevirksomhed.

Den danske mode- og tekstilindustri omsætter ifølge Eksportrådet for mere end 38 milliarder kroner årligt. Mere end 80 pct. af indtjeningen kommer fra salg uden for Danmarks grænser.