Dansk modedesigner orker ikke mere: Lukker virksomheden

Den danske modevirksomhed Wackerhaus præsenterer ikke en ny kollektion i den kommende modeuge og holder nu pause på ubestemt tid. Butikkerne er for dårlige til at betale. Deres kunder er blevet vænnet til aldrig at give fuld pris, men købe på udsalg eller lagersalg.

Trine Wackerhausen, designeren bag tøjmærket Wackerhaus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Når modeugen onsdag går i gang i Købehavn, bliver det uden den danske modevirksomhed Wackerhaus. For efter 13 år har Trine Wackerhaus og hendes partner Christine Schertiger valgt at holde, hvad de selv kalder, en velfortjent pause fra modens verden.

»Det er vemodigt, men det er også en lettelse. Det kunne ikke blive ved sådan her. Nu lukker vi på en ordentlig måde. Vi har ingen ubetalte regninger, alle varer til sommerkollektionen er leveret ud. Vi kunne sikkert godt have knebet ballerne sammen og klaret en sæson mere, men vi orker det ikke mere. Der kommer et tidspunkt, hvor man er slidt. Det er nu,« siger Trine Wackerhausen, der er designer og partner i firmaet med Christine Schertiger, som står for salg og administration. De to har sammen drevet firmaet.

For selvom de sagtens har kunne sælge Wackerhaus' tøj, har deres kunder, butikkerne, ikke betalt for varerne. Nogle af deres kunder betaler ikke deres regninger, mange betaler meget sent, og det betyder, at parret bag den lille virksomhed ikke har kunne udvikle virksomheden.

»Branchen er presset, og det er kun blevet værre de sidste ti år. Vores kunder er søde mennesker, men deres likviditet har det dårligt, så de betaler ikke for vores varer. Mindst 60 pct. af kunderne betaler ikke til tiden, og 20 pct. betaler slet ikke, og skal derfor hele tiden sendes til inkasso,« siger Christine Schertiger.

Hun mener, at modebranchens problemer blandt andet er, at flere og flere mærker leverer flere kollektioner om året, som så kun kan sælges til fuld pris i ganske kort tid, så mange flere varer ryger på udsalg eller på lagersalg, så man vænner kunderne til at ikke at betale fuld pris for varerne.

»Vi har brugt al vores energi på at få enderne til at mødes i stedet for at være kreative og udvikle virksomheden. Men fordi vi har manglet betalinger, har vi ikke haft overskud til at lade virksomheden vokse. Vi har ikke kunne rykke os nok, og selvom vi har haft vækst og været enige om, at vi ville have en kontrolleret vækst, har det ikke været nok, fordi kunderne ikke har betalt os. Det er ikke til at se, at det skulle ændre sig, og derfor stopper vi.«

De vil begge to søge jobs, men de håber begge, at Wackerhaus genopstår i en eller anden form, hvor der er mere overskud til at være kreative og hvor al energi ikke går til at holde skuden flydende, siger Trine Wackerhausen:

»Det var mærkeligt at sige det højt de første gange til andre end vores nærmeste. Men nu kan vi godt mærke, at det er rigtigt.«