Dansk milliardvirksomhed har succes med plejehjem i Sverige – i Danmark er det en anden sag

Mens udbud af bløde velfærdsydelser som drift af plejecentre stort set ligger i dvale i Danmark, er det en anden sag på den anden side af Øresund. I Sverige oplever en dansk koncern kraftig medvind, mens markedet næsten er umuligt at komme ind på herhjemme. Det forhindrer kvalitet og udvikling, mener kritikere.

Hver torsdag er der banko på plejehjemmet Langeragergård i Karlslunde, der er et af Fornede Koncernens tre plejecentre i Danmark. I Sverige driver koncernen over 60 plejehjem. Her er det beboer Inger Margrete Jensen. Maria Albrechtsen Mortensen

Klokken nærmer sig så småt 11.30, og dagens bankohold begynder i god ro og orden at finde plads i forhallen på Langagergård Plejecenter i Karlslunde. Jennifer Warnes ikoniske omkvæd fra Dirty Dancing-sangen »Time of My Life« breder sig i det store lokale.

Humøret er højt, men fremmødet er mindre end vanligt. Det skyldes, at plejehjemmet, som den danske virksomhed Forenede Koncernen driver for Greve Kommune, dagen før afholdt årets påskefest, hvilket har tæret på kræfterne hos mange af stedets beboere.