Dansk milliardær køber 75 fly

Rigmanden Martin Møller Nielsen har indgået en af sine største handler med købet af 75 nye fly til en værdi af over 8,5 mia. kroner.

Grundlæggeren Martin Møller Nielsen fra Nordic Aviation Capital har verdens største flåde af mindre regionalfly Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Den danske forretningsmand Martin Møller Nielsen har været på et stort sommerindkøb og købt 75 fly. Flyene er mere end 1,55 mia. amerikanske doller værd, fremgår det af en netop offentliggjort meddelelse. Det vil sige 8,5 mia. kroner.

Alle de nyindkøbte fly er af typen ATR 42-600 med 46 til 50 siddepladser. Købet er foretaget gennem Martin Møller Nielsens selskab Nordic Aviation Capital (NAC), der er verdens største individuelt ejede udlejer af fly, med hovedbase i Billund. De første af de nye fly bliver leveret i 2015, og i 2020 skulle alle fly være leveret og på vingerne.

Firmaet NAC blev stiftet i 1990 med Martin Møller Nielsen som medstifter. Fra 1995 har han været eneejer og bestyrelsesformand i NAC.

Gigantordren på 75 ATR fly bliver beskrevet som en milepæl for virksomheden. Købet kommer kun cirka et år efter, at NAC underskrev en købsordre på 90 ATR fly for næsten 12 mia. kroner. Ifølge selskabet selv rådet i det øjeblikket over cirka 200 fly i alt.

NAC har fået gang i forretningen, fordi store flyselskaber leaser en stadig større dele af deres flåde, og de såkaldt turboprop-fly er ifølge Martin Møller Nielsen blevet særdeles populære.

»Vi så den niche, der var i markedet, for flyvning med turboprop-fly. Nu har andre også set den, men vi er etablerede i markedet, har forspring og har raffineret vores forretning. Det er den måde, NAC er vokset på, fra niche til niche, alt sammen organisk vækst,« fortalte Martin Møller Nielsen, da han for et lille år siden gav et sjældent interview til Berlingske.

Martin Møller Nielsen forlod i 1995 posten som administrerende direktør og i dag er arbejdende bestyrelsesformand i sit selskab. Efter 17 år med ubrudt vækst nåede virksomheden i sommeren 2013 en omsætning 2,4 milliarder kr., et overskud efter skat på 370 millioner kr. og en plads som nr. 31 på listen over Danmarks 100 rigeste.

Sælgeren af de 75 ATR 42-600 fly topchef Patrick de Castelbajac kaldet flyet "verdens bedst sælgende regionale fly". Det har en kapacitet på 46 til 50 passagerer og kan på en fuld tank flyve 1.483 kilometer - hvilket vil sige, at flyet på en dag med medvind kan nå fra København til Rom, hvor der 1.534 kilometer.

NAC har 36 kunder, heriblandt Lufthansa, Air France og US Airways.